Nyhed: Joss Whedon skal instruere "The Avengers"

Joss Whedon skal instruere "The Avengers"

Buffys far skal instruere superhelte.

Marvel Studios bekræftede for nylig, at Joss Whedon (Buffy, Firefly) var blandt de instruktører, der blev overvejet til "The Avengers", hvor Captain America, Thor og Iron Man slår pjalterne sammen.

Nu forlyder det fra adskillige kilder, at Marvel officielt har valgt Whedon, og at det eneste der mangler er, at Whedon underskriver kontrakten og omskriver dele af manuskriptet, så det passer til hans stil.

Whedon har allerede fået sig lidt af en kult-status blandt fans på TV, men han har aldrig haft succes med deciderede spillefilm. Den eneste film, han har instrueret, er "Serenity", der aldrig indtjente sit budget i biograferne.

Desuden udtalte Whedon tilbage i 2005, at han aldrig kunne finde på at instruere "The Avengers", da figurerne deri ikke var blevet skabt ud af smerte og lidelse, som det er tilfældet med X-Men.

Til gengæld har han stor erfaring med superhelte, og det er ikke første gang, at han og Marvel skal samarbejde. De har faktisk i længere tid arbejdet sammen på projekter som "Astonishing X-Men" og "Runaways".

Kommentarer


    Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer - vær den første, kommentér nu!