Nyhed: Nye detaljer om "Area 51"

Nye detaljer om "Area 51"

Manden bag "Paranormal Activity" finder kameraet frem igen.

LatinoReview har fået fingre i et 43 siders langt udkast til "Area 51", der kommer fra manden bag "Paranormal Activity", Oren Peli, og på sin vis kan ses som en åndelig efterfølger til gyserfilmen.

Filmen handler om fire teenagere, Chris, Paul, Rob og Natalie, der rejser til Las Vegas. Her skal Chris mødes med Novak, en tidligere ansat hos det sagnomspundne Area 51, der tilsyneladende kender til eksperimenter med rumvæsner og mennesker. Novak har aldrig selv set noget til dette, men han ved, at det hele er blevet optaget på video. Paul tror selvfølgelig ikke på noget af det, men Chris bliver besat af at finde den omtalte video, hvilket bringer gruppen ind på det hemmelige område og selvfølgelig sætter gang i både gys og gru.

"Area 51" gør helt ligesom "Paranormal Activity" brug af håndholdt kamera igennem hele filmen. Filmen starter endda med Chris, der tester sit nye kamera, ligesom det var tilfældet med "Paranormal Activity". Desuden vil filmen også lægge delvist vægt på en mindre historie med Natalie og hendes far, der hævder, at han tidligere er blevet kidnappet af rumvæsner.

Peli skabte "Paranormal Activity" for kun $10.000. Denne gang har studiet bag filmen dog givet ham $7 millioner. Hvis "Area 51" får den samme succes som Pelis første film, kan han godt se frem til at gribe det håndholdte kamera frem for en tredje, fjerde og måske femte gang.

Kommentarer


    Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer - vær den første, kommentér nu!