Nyhed: Tyler Mane vender tilbage til "Halloween 2"

Tyler Mane vender tilbage til "Halloween 2"

Rob Zombie forbliver væk.

Tilbage i juni lød det, at de franske gyser-instruktører Alexandre Bustillo og Julien Maury er blevet tilbudt chancen for at instruere efterfølgeren til Rob Zombies "Halloween", og nu har The Weinstein Company annonceret planerne om at udgive "Halloween 2" i biograferne, selvom de tidligere har udtalt, at de vil fokusere mere på film, der skal direkte ud på DVD.

Selvom det virker som om, at der ikke er meget styr på selve filmen, så er der måske kommet lidt mere lys over sagen efter konferencen Halloween 30 Years of Terror havde besøg af filmens producer Malek Akkad. Han kunne afsløre, at den nye film bliver en direkte efterfølger til Zombies film. Hvad den kommer til at handle om, er stadig en hemmelighed, men det er helt sikkert, at Tyler Mane vender tilbage som psykopaten Michael Myers, ligesom nogen af de andre skuespillere fra første film muligvis også vender tilbage.

Rob Zombie har ellers tidligere udtalt, at han ikke ville vende tilbage til en efterfølger, og det var meningen, at "Halloween" ikke skulle lægge op til en efterfølger.

Kommentarer