Nyhed: Optagelser til "Transformers 2" forsinkes
Optagelser til "Transformers 2" forsinkes
Shia LaBeouf skyld i omlægning af optagelser.
Som resultat af det biluheld der førte til Shia LaBeoufs anholdelse i søndags på baggrund af mistanke om, at han havde kørt under indflydelse af alkohol, bliver hele produktionsskemaet for efterfølgeren til "Transformers" nu ændret.
LaBeouf skulle opereres i sin hånd efter ulykken, hvilket betyder, at han ikke kommer til at arbejde den næste måned, har hans repræsentant tidligere fortalt.
En kilde fra DreamWorks har sagt, at arbejdet ikke er stoppet på "Transformers: Revenge of the Fallen", men omlægningen af planerne har vist sig at være en logistisk hovedpine. Scener, hvor medspilleren Josh Duhamel optræder, skal flyttes til denne uge på grund af LaBeoufs fravær. En anden kilde har forklaret, at "alle blev nødt til at at vænne sig til situationen".
Selvom DreamWorks insisterer på, at optagelserne ikke er blevet forsinket, så siger en kilde tæt på projektet, at mindst to dages optagelser er blevet tabt på filmen, der står til at blive næste års helt store sommerhit.
Nyheden blev skrevet af Julie Horup, d. 01. august 2008.
Relaterede film
Relaterede personer







