Brothers (2009)
Deres far undrer sig over, hvordan hans to sønner kunne falde så forskelligt ud. Grace undrer sig over, at hendes mand, Sam, gider bruge så megen energi på sin uduelige bror Tommy, der er røget ud i kriminalitet og først lige er kommet ud af fængsel. Sam er den perfekte bror, der altid har gjort alt efter bogen og er fulgt i sin fars fodspor som officer i marinekorpset. Tommy er ham, der aldrig er lykkedes med noget, aldrig har taget ansvaret for noget. Men da Sam meldes død under sin seneste mission til Afghanistan, viser Tommy sig fra en ny side. Han træder til som Graces største støtte og hjælper hende med børnene og med alt det praktiske. Han træder bogstavelig talt i sin brors sko.
Men hvis Tommy pludselig har overtaget Sams ansvarsbevidste rolle, hvilken rolle er der så tilbage til Sam, da han mirakuløst bliver fundet i live, men bærende på en frygtelig hemmelighed fra sin tid som fange hos Taleban?
Det er den irske instruktør Jim Sheridan, der har overført Susanne Biers ”Brødre” til en amerikansk nutid som ”Brothers” med Tobey Maguire og Jake Gyllenhaal som brødrene og Natalie Portman som Grace. Som den gamle Hank Cahill ses Sam Shepard.
Fakta om filmen
Premiere:
18. marts 2010
Genre
Drama
Produktionsland
USA
Spilletid: 101 minutter
Officielt website
Credits
Instruktion
Jim Sheridan
Skuespillere
Nathalie Portman, Tobey Maguire, Jake Gyllenhaal
Manuskript
David Benioff, Anders Thomas Jensen, Susanne Bier
Produktion
Michael De Luca Productions, Relativity Media, Palomar Pictures








