Du levende (2007)

Som med ’Sange fra anden sal’ er det umuligt i referatform at gengive, hvad Roy Anderssons seneste film ’Du levende’ helt præcist handler om, men igen er der tale om en subjektiv, tragikomisk dom over menneskets situation netop nu.

Andersson selv har beskrevet filmen som en mosaik af livsdokumenter om det nærmest Emma Gad’ske tema: Hvordan man opfører sig blandt andre mennesker.

Resultatet af skæbnefortællingerne er et sorthumoristisk studie i eksistentiel tomhed, og de 50 kompositioner om fortvivlelse og fordærv brænder sig fast på tilskuerens nethinde.

Vi møder blandt andre en ung pige, der er desperat forelsket i en rockstjerne, alt imens forretningsmænd, hjemmegående husmødre, kriminelle og alkoholikere døsigt vandrer rundt mellem drøm og virkelighed.

Ethvert forsøg på kommunikation er dømt mislykket på forhånd. Alligevel skinner Anderssons intense empati for sine personer så tydeligt igennem, at man al elendigheden til trods ikke bliver suget fuldstændigt ind i en tilstand af mismod.