Filmanmeldelse af Zodiac

Zodiac (DVD)

Kan Jake Gyllenhaal fange en USA's mest berygtede seriemordere?

Robert er en ung mand, der lever af at tegne tegneserier for en af San Franciscos aviser, men da en underlig kode dukker op med posten, bliver han optaget af at vide, hvad der ligger bag koden. Der går ikke længe, før det er klart, at koden er sendt fra en seriemorder, der skal gå hen og blive berygtet og berømt i hele USA – nemlig ’The Zodiac Killer’. Det næste årti (og lidt til) bliver Robert hvirvlet ind i en menneskejagt der ingen ende vil tage, og det får store konsekvenser for folkene omkring ham og ikke mindst ham selv.

Den famøse Zodiac hærgede i og omkring 1970’erne i USA, og er faktisk en sand historie. Denne film er lavet over en bog skrevet af Robert Graysmith, selv samme Robert som denne film omhandler. Der er før i tiden lavet film om Zodiac, men ikke nogen nævneværdige. Det ændrer sig dog højst sandsynligt med denne, da manden der står bag filmen er selveste David Fincher. Han har før stået bag Se7en og Fight Club, og med det i bagagen er der allerede høje forventninger til filmen. Fincher er kendt for at skabe et helt bestemt univers i sine film, som kun kan matches af få andre instruktører. Derfor er det heller ikke så meget manuskriptet der bærer denne film, men derimod hele stemningen og opsætningen af scenerne. Selvom filmen ikke ligefrem er en gyser, er nogle scener klippet så godt sammen, at man virkelig sidder og bider negle af spænding. Til gengæld er filmen også ganske lang, og selvom der skal afdækkes en del år og personlige oplevelser, eftersom filmen er baseret på en sand historie, så føles 2½ time lige lovlig lang, når filmen udspiller sig som det drama, den endnu engang er.

Udover Finchers univers til at bære filmen, så er der også bragt en god omgang kendte, men dygtige, skuespillere sammen for at lægge grundlaget for filmen. I hovedrollen ses Jake Gyllenhaal, men også Mark Ruffalo og Robert Downey Jr. spiller store roller, og ingen af dem kan klandres for dårligt skuespil. Gyllenhaal passer perfekt ind som den unge, naive mand der lidt efter lidt mister sit privat- og familieliv til Zodiac-morderen, fordi han så gerne vil finde sandheden. Han er dog ikke den eneste, som bliver fascineret af Zodiac. Downey spiller rollen som Paul Avery, en krimi-journalist der vil gøre alt for at finde ud af Zodiacs sande identitet, men som i sidste ende virker som en slesk person, der ikke skyer nogen midler for at få dagens historie – en rolle Downey udfører sublimt. Sidst men ikke mindst, skal Ruffalo også have ros. Han står i spidsen for politiet i menneskejagten, og han leder sine mænd godt. Han formår at spille den urolige, men stadig sikre Toschi uden de store skønhedsfejl, og alt i alt er trekløveret stykket absolut kyndigt sammen. De bakkes også op af gode biroller, men et drama som denne film kræver simpelthen fantastiske skuespillere der leverer toppræstationer hele vejen igennem handlingen, og det må man sige er mere eller mindre vellykket i dette tilfælde.

Man skal ikke forvente de store overraskelser i denne film eller en præstation udover det normale, men det er sådan set heller ikke nødvendigt. For Fincher formår atter engang at skabe sit helt eget univers, der giver filmen så meget kvalitet, at havde det været en anden instruktør der havde stået bag, ville det slet ikke være det samme. Skuespillerne klarer sig godt igennem den lange film, men den har bestemt sine tidspunkter, hvor man forbander Fincher for ikke at have forkortet den bare lidt. Samlet set har Fincher dog gjort det igen – en solid film med et fantastisk univers, der dog ikke revolutionerer filmverdenen. Hvis du har brug for et godt drama med skræmmende undertoner og ikke får ondt bagi efter 2½ time, så se denne film og nyd et smukt film-univers.

» Pris: 69,00 DKK (+ 0.00,- i fragtomkostninger) - Køb filmen her…