Filmanmeldelse af The Pleasure of Your Company
The Pleasure of Your Company (DVD)
Når Newly Met bliver til Newly Wed
Da den kærlighedssyge Anderson (Jason Biggs) overrasker sin kæreste på en fin restaurant, ved at troppe op på frierfødder iklædt et Amor-kostume bestående af englevinger, glimmertrusser og nøgenhed, kvitterer hun så romantisk som det kan være, med at droppe død på restaurantens gulv. Andersons sorg trækker ham ned i et stort sort hul, og da hans kammerat efter et år bliver tilpas træt af at høre om Andersons døde kæreste, presser han ham til at komme tilbage på hesten. Derfor fries der meget spontant til servitricen Katie (Isla Fisher), der med gårsdagens afviste frieri fra sin excentriske kæreste, sin lettere sindsforvirrede mors formaninger og sin indsatte psykotiske fars hengivenhed i erindringerne griber det spontane øjeblik, og siger ja. En rask gåtur i det lokale, tilsat en hurtig omgang ”skal/skal ikke gøre alvor af det”-dialog fører til at de flytter sammen. Nu skal svigerforældre mødes, beslutninger skal tages og her skal lystigt krydres med småting som russiske amatør-cirkusartister, seksuelle afvigelser og en dramatisk fangeflugt. Syntes du at en halvnøgen Jason Biggs i en restaurant, med en død kæreste på gulvet lyder langt ude, så har du rigtig meget til gode, for det er ved gud kun begyndelsen.
Galskab Ved Første Blik
En komedie om et ægteskab der skal stables på benene efter få minutters bekendtskab, lyder ikke umiddelbart til at være noget særligt originalt plot. Det samme kan egentlig siges om et billede af en afklædt Jason Biggs i kikset positur på DVD’ens cover, men heldigvis har Wedding Daze langt mere at byde på, end den typiske kærlighedskomedie. Med helt ned til få sekunders mellemrum, mellem det ene rablende vanvittige indslag efter det andet, holder Wedding Daze sine seeres smilebånd i aktion. Morsomhederne varierer mellem det spontant morsomme, det ligefrem groteske og det pinligt åndsvage, men hele tiden leveres de uventet, originalt og overraskende. Her er sandt nok jokes, der måske kører lige langt nok af sporet, men man ser dem aldrig komme, før man tager sig selv i at sidde og grine af dem, og filmen holder kædereaktionen kørende på en måde, så man aldrig kan vide sig sikker på hvad det næste minut vil bringe. Humoren heri er langt ude, men på den fede måde, og mellem jødiske tøjdyr, penisringe og et persongalleri der ikke indeholder et eneste tilnærmelsesvist normalt tænkende individ, gemmer her sig vist også en historie om spontan kærlighed ved første personpåkørsel. Egentlig hedder filmen The Pleasure Of Your Company, men denne titel har nok været for svær at få ind i American Pie-artworket, som man åbenbart har ment var nødvendig. Men ignorer den American Pie-lignende skrifttype (nogen burde belære danske cover-designers, om at dette ikke længere er et bærende salgsargument), bær over med at Jason Biggs igen indtager hovedrollen i en kærlighedssyg komedie og lad dig i stedet rive med på en vanvittig rutsjebanetur, og forvent i øvrigt en Isla Fisher der fint følger op på sin egen ligeså vanvittige adfærd i Wedding Crashers.
Fakta om filmen
Genre
Komedie, Romantik
Produktionsland
USA
Spilletid: 90 minutter
Credits
Instruktion
Michael Ian Black
Skuespillere
Dennis Albanese, Jason Biggs, Audra Blaser, Isla Fisher
Bedømmelsen

Filmen blev anmeldt af Thomas Laursen, d. 02. september 2008.







