Filmanmeldelse af The Number 23

The Number 23 (DVD)

Jim Carrey i en seriøs rolle? Det er et sjældent syn, men ikke desto mindre spiller han rollen som en mand, der bliver besat af tallet 23.

Walter Sparrow er en hundefanger, der lever det lykkelige liv som kærlig ægtemand og far, men da han en dag skal fange en hund, ændrer hans liv sig for altid. Hans kone køber en bog med titlen The Number 23, der omhandler den mystiske mand Fingerling, og der går ikke længe, før Walter er fuldstændig besat af bogen og tallet 23. Walters liv minder utrolig meget om Fingerling, og da mystiske ting begynder at ske omkring Walter, bliver han hvirvlet ind i en verden af mystik og overtro.

Joel Schumacher har altid været kendt for at levere kvalitetsfilm, som sjældent kan beskrives som direkte dårlige. Han har ofte succes, og umiddelbart lyder denne film også som noget, Scumacher kunne få til at være interessant. Mange mennesker bliver fascineret af overtro, konspirationer og alt der følger med, så grundlaget for en spændende film er bestemt til stede. Desværre bliver forventningerne ikke indfriet. Filmen er godt lavet med en speciel og fængslende billedside, der skifter mellem Walter og Fingerlings verden. Derudover er lydsiden heller ikke det dårligste, man har skulle lægge øre til. Men hvad gør så denne film dårligere end det almindelige? Det er meget simpelt – den er simpelthen ikke spændende nok. Filmen er ikke særlig velskrevet, og handlingen skrider alt for langsomt frem. Man sidder ofte og tænker ”nu må der da ske noget”, men man må vente i evigheder, før man faktisk bliver interesseret i filmen. Derudover er filmens slutning det mest moralsk belærende der længe er set i filmens verden, og den passer slet ikke ind i resten af filmens univers. Det er en synd og skam, da man føler, at filmen virkelig falder pladask på gulvet her.

Selvom Jim Carrey er mest kendt for at være hylende morsom i komiske roller, så har han før bevist, at han er i stand til at påtage sig mere seriøse roller, som fx i den kritikerroste Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Der var dog alligevel mange der fandt valget af Carrey til denne film interessant, og med god grund. Han spiller nemlig rollen ganske overbevisende, og man lever sig næsten ind i hans fanatiske holdning til hans bog, men her stopper det også. For ligeså god som han er, ligeså irriterende kan det også være at se ham i en seriøs rolle, specielt i slutningen hvor alt slet ikke går op i en højere enhed. Virginia Madsen medvirker også i filmen, som Walters kone, og heldigvis for Carrey, fungerer hun som det ideelle modstykke til ham, når filmen ellers halter.

Hvorfor denne film ikke er blevet bedre, end den er, er svært at sige. Skuespillerne er der til det, og manden bag filmen har bestemt også en del erfaring indenfor seværdige film. Desværre fungerer disse forskellige faktorer ikke sammen, og i sidste ende sidder man med en film der har et spændende og fascinerende tema, men som slet ikke kan leve op til forventningerne. Filmen starter ellers ud godt, men derfra går det bare godt og grundigt ned af bakke.

» Pris: 59,00 DKK (+ 0.00,- i fragtomkostninger) - Køb filmen her…