Filmanmeldelse af Stranger than Fiction

Stranger than Fiction (DVD)

Harold Crick er en ganske normal mand, der gennem en mystisk fortæller, som kun han kan høre, en dag finder ud af, at han snart skal dø. Og hvad gør man så?

Moralen er hørt mange gange før – det gælder om at leve livet, mens man har det. Ikke desto mindre formår Stranger Than Fiction at overlevere dette budskab på en kærlig og humoristisk måde, og med fremragende skuespilspræstationer og en underholdende historie er denne film bestemt et bekendtskab værd.

Will Ferrell spiller Harold Crick, der har et dødssygt arbejde hos skattevæsnet. Han lever sit liv efter sine rutiner og er typen, der tæller antallet af skridt på vej til bussen og hvor mange gange, han børster hver tand om morgenen. En dag hører han dog en mystisk kvindestemme, der nærmest fortæller om hans liv, mens det foregår. Problemet er bare, at det kun er ham, der kan høre den, og da fortælleren pludselig annoncerer hans kommende død, går han i panik. Hans kollegaer begynder at synes, han er sindssyg og Harold bliver derfor sendt til en psykolog, der sætter ham i kontakt med litteraturprofessoren Jules Hilbert (Dustin Hoffman), og sammen sætter de sig for at finde ud af, hvem denne mystiske fortæller er, hvilket viser sig at være forfatteren Karen Eiffel (Emma Thompson), der åbenbart er i gang med at skrive en bog, hvor Harold har hovedrollen.

Ved annonceringen af Stranger Than Fiction blev der gjort meget ud af, at det var Will Ferrells første seriøse rolle. Tidligere var han kendt for komedier som Old School, Anchorman og Talladega Nights, men ligesom Jim Carrey forsøgte sig med The Truman Show efter Dum & Dummere og Ace Ventura-filmene besluttede Ferrell sig for, at han ville prøve noget nyt. Hvis man derfor forventer, at han opfører sig på samme måde som i førnævnte film, så bliver man i første omgang nok skuffet, men hurtigt finder man ud af, at Will Ferrell sagtens kan bære en mere seriøs rolle, hvor der dog stadig er plads til humor, bare af den mere varme slags. Han spiller sin rolle som Harold Crick med en dejlig følsomhed, og det er svært ikke at føle med ham. Det gode skuespil gør også, at et ellers usandsynligt par som ham og bagerpigen Ana Pascal (Maggie Gyllenhaal), som han har fået til job at kontakte pga. manglende betalte skatter, fungerer og virker troværdigt.

Emma Thompson som den excentriske forfatter Karen Eiffel fortjener bestemt også at blive nævnt, for hun spiller sin rolle med en dejlig morbid sarkasme. Et eksempel er, da hun med sin assistent, spillet af Queen Latifah, tager på et hospital for inspiration til Harolds død og spørger efter det sted, hvor de har de uhelbredeligt syge liggende, i stedet for f.eks. skudofrene, der jo overlever. Egentlig et ret groft spørgsmål, men pga. det gode skuespil er det svært ikke at løfte på smilebåndet.

Stranger Than Fiction er en film, som alle, der af og til føler sig fanget i det daglige trummerum, kan forholde sig til. Simple ting som Harold, der beslutter sig for at lære at spille guitar efter han hører om sin kommende død, er noget, alle kan nikke genkendende til, og heri ligger budskabet i filmen også. Selvom det er vigtigt, at man har lidt struktur på sit liv, så skal man ikke være bange for at tage nogle chancer, for man ved aldrig, om det hele kan være forbi i morgen. Det kan lyde sukkersødt, men af og til har man brug for en opvækning, og sådan en film er Stranger Than Fiction. Se den, nyd den og lær af den.