Filmanmeldelse af Spiderwick Fortællingerne
Spiderwick Fortællingerne (DVD)
Det nyeste skud på stammen i den udødelige Fantasy-for-børn-genre, der på imponerende vis formår at distancere fra sine genrefæller.
For 80 år siden levede en mand ved navn Arthur Spiderwick. Hans livsværk bestod af at indsamle og dokumentere viden, om en fabelverden der gemt bag usynlighedens skjold, udfolder sig omkring os. Dette er dog ikke helt risikofrit, og siden en morgen for 80 år siden, er der ingen der har hørt eller set noget til Arthur Spiderwick, end ikke hans datter der i dag er 86 år gammel, og bosiddende på en institution for psykiske tilfælde. Da Jared der er det ene af tre børn i familien Grace, flytter ind i Spiderwicks gamle hus, er atmosfæren tyk af mystik allerede den første aften. Egenrådigt og trodsigt snuser Jared rundt i huset, og finder her den famøse Spiderwicks Field Guide. Idet han i nysgerrighed bryder bogens segl, genoptages en 80 år gammel konflikt mellem Spiderwick, hans allierede og orken Mulgarath. Samtidig med at bogen involverer dens læser i den hemmelige fabelverden, er den nemlig også en fyldestgørende database over alle fabelverdenens hemmeligheder og indbyggere. Information som denne er lige hvad Mulgarath har brug for, i hans stræben efter magt, og snart står Jared og hans søskende Simon og Mallory i åben kamp med trolde, goblins og Mulgarath selv. De er dog ikke helt på egen hånd, og hjælpen viser sig i form af husalfen Thimbletack, fabelvæsenet Hogsqueal og Spiderwicks efterladte arsenal af beskyttelsesformularer, kampredskaber og endnu ufortalte hemmeligheder. Så mens Grace-børnene kæmper med livet som indsats mod en horde af usynlige fabelvæsner, skal de også lige beskytte den eftertragtede bog, overbevise deres mor om den overhængende fare og få ordnet familiens interne konflikter i samme omgang. Slaget om Spiderwicks Tour-guide, er skudt i gang.
Eventyrlig ener
Spiderwick Fortællingerne er ganske vist en eventyrfilm fyldt med fantasifulde væsner og hemmelige verdener, og blomstrer der en spontan tanke om at eventyrfilm for børn efterhånden er alle steder er det heller ikke helt forkert. Men Spiderwick Fortællingerne fortjener slet ikke at blive sat i bås med tidens andre børneeventyr, uanset hvor godt eller dårligt man har det med disse. Filmen byder på en ny indfaldsvinkel, ambitioner om være andet end at være en simpel Narnia-klon og måske dens mest sjældne element; børn der rent faktisk spiller udmærket. Man har ikke rodet sig ud i hverken store episke slag på græsklædte stepper, verdensomspændende magisk krigsførelse eller alternative universer med talende dyr. I stedet holder man fokus på en mindre historie, der på ingen måde falder dårligere ud end hvad genren ellers har budt på tidligere. Primært fordi at både skuespil, effekter og historie gør sig rigtig godt, samtidig med at her suppleres flot op med en lækker lydside. Mange kender nok allerede hovedrolleindehaver Freddie Highmore fra film som Charlie & Chokoladefabrikken, Arthur & Minimoyserne og Det Gyldne Kompas, og her gør han det fremragende i dobbeltrollen som både Jared og dennes tvillingebror Simon. Filmen er baseret på en bogserie på fem bøger, hvoraf hele historien faktisk både indledes, fortælles og afsluttes i filmen her, og der er af samme grund lange udsigter til en saga på flere episoder (selvom det selvfølgelig aldrig kan udelukkes), hvilket godt kan være lidt ærgerligt.
2 ud af 5 Stjerner
Spiderwick Fortællingerne er i sig selv anbefalelsesværdig for enhver familie med større børn. Aldersgrænsen på coveret siger 11, og helt upassende er dette heller ikke, selvom det selvfølgelig altid er en vurderingssag. Yngre børn kan egentlig sagtens se den, så længe vi ikke snakker om de helt små, da den et par gange går lige lovligt hårdt til den, men her er unægtelig et større forståelsesbesvær for selv de 11-årige. Filmen fås nemlig kun med engelsk lydspor, og selvom de 11-årige i mange tilfælde er ganske læsedygtige, gør tekstningen sit bedste for at de ikke skal fatte en hat af historien. Underteksterne er så fejlagtigt synkroniseret, at der faktisk ikke er meget af historien der fanges heri. Oftest oplever man adskillige sætninger i træk, der står helt uden oversættelse, hvor man efter et par minutter får alle sætningerne blinkende som et stroboskoplys i bunden af billedet, og det holder bare ikke. Vi snakker her om film, der henvender sig til en meget ung målgruppe, og i forvejen ikke er blevet udstyret med et dansk lydspor. Og uanset hvor velfungerende filmen er i sig selv, kan et venstrehåndsarbejde som dette sætte meget afgørende skår i glæden, for ikke at sige ødelægge oplevelsen totalt. Så selvom anmeldelsen her prydes af 4 flotte stjerner, skal det ses som en karakter der gives til den ganske gode film, mens selve produktionen på grund af underteksterne, ikke gør sig fortjent til bedre end 2 ud af 5 stjerner.
Fakta om filmen
International title
The Spiderwick Chronicles
Udgivelse:
7. marts 2008
Genre
Adventure, Fantasy
Produktionsland
USA
Spilletid: 92 minutter
Officielt website
Credits
Instruktion
Mark Waters
Skuespillere
Freddie Highmore, Mary-Louise Parker, David Strathairn, Martin Short
Manuskript
David Berenbaum
Bedømmelsen

Filmen blev anmeldt af Thomas Laursen, d. 17. august 2008.








