Filmanmeldelse af Rise

Rise (DVD)

Lucy Liu søger hævn og jagter vampyrer i sin nye film, men underholdningen mangler i stor stil.

Sadie er en afslørende journalist, som har haft næsen lidt for langt fremme i en artikel om en kult, hvilket de langt fra bryder sig om. Da hendes arbejdsmakker forsvinder, begiver hun sig ud for at finde ham, men det ender med at koste hende livet, i hvert fald det liv som hun kender. Hun vågner op i et lighus med en glubsk trang efter blod, og nu går jagten på hævn ind som genfødt vampyr.

Det er sjovt, hvor meget man kan hænge en film op på de folk, som står bag den. ”Rise” har manuskriptforfatteren bag ”Gothika”, Sebastian Gutierrez, ombord, og hvis man har set den film, så ved man, hvad der er i vente; usammenhængende historiefortælling og kikset dialog. Det bliver dog ikke bedre af, at filmen også hægter sig ved, at produceren fra ”The Grudge” har givet en hånd med, hvilket sætter sit præg på filmen med spændingsmomenter og chok-effekter stærkt inspireret af asiatiske gysere. Nogen vil argumentere for, at det er meget interessant og underholdende, men i denne film virker det malplaceret, og effekten falder til jorden med det samme. Gyset udebliver og i stedet sidder man med en flad fornemmelse, da filmen aldrig lever op til de forventninger, som den ellers prøver at sætte til sig selv og publikum. Handlingen vralter af sted uden den store sammenhæng, og i sidste ende sidder man med en vampyrfilm, der ikke er mere skræmmende end et middelmådigt drama.

Dette skyldes til dels også skuespillet, hvor Lucy Liu slet ikke lever op til den kvalitet, hun ellers er i stand til at levere. Mange har måske ikke de store tanker om hende, men hvis hun bliver placeret i en rolle, der virkelig passer til hende, så kommer hun hurtigt i sit es – denne rolle er ikke en af dem. Det hjælper heller ikke på det faktum, at filmen er spækket med TV-skuespillere og fallerede popstjerner i form af fx Nick Lachey. Dermed ikke sagt at skuespillere fra TV ikke kan spille skuespil, det kan de skam, men en mand som Michael Chiklis er unægtelig bedre i sin serie ”The Shield”, end han er som Lucy Lius noget atypiske partner. Det virker desværre som om, at mange af skuespillerne er blevet hyret, fordi de passer til deres rolles udseende i stedet for at tænke på, hvordan de kan formulere rollens dialog og fremtoning.

”Rise” er en særdeles idéforladt film, der ikke efterlader meget til fantasien og heldigvis for det, da man næppe gider tænke mere på den, når først rulleteksterne kører over skærmen. Historiens plot er spinkelt og bygger på den typiske historie om hævn, hævn og atter hævn, hvilket kan fortælles på en spændende måde, så længe dialogen og handlingen er velskrevet og godt sammensat. Det er den desværre ikke i denne film, og når der ikke er nogen form for støtte at hente fra skuespillerne, så ender filmen langt derude, hvor kragerne vender. ”Rise” tilhører den kategori af film, som efter et par måneder ligger i en rodebunke i ens filmbutik til en blank 20’er, fordi den ikke er mere værd end halvanden times underholdning, når man alligevel ikke har noget bedre at give sig til.