Filmanmeldelse af One Missed Call

One Missed Call (DVD)

Endnu et remake af en japansk horror-film slår på tråden.

På en location der er noget så originalt som et amerikansk college, begynder Beths venner at dø under mystiske omstændigheder. Før dette viser det sig, at hvert offer har modtaget en besked på deres telefon, der ifølge nummerviseren er fra det forrige offer, men ifølge den indtalte besked fra modtageren selv. Beskeden rummer modtagerens egen stemme, der angiveligt udtaler dennes sidste ord, før døden indtræffer. Takket være dagens teknologi rummer de indtalte beskeder også dato og tidspunkt, så modtageren rigtig kan blive paranoid op til begivenheden, og kan dette ikke gøre det, så suppleres der gerne op med en række makabre hallucinationer op tiden op til det afgørende øjeblik. På sidelinjen sidder Kriminalassistent Jack Andrews med en sag, der ved Beths vidnesbyrd hurtigt involverer ham i mysteriet i mobiltelefonen, og drevet af både en higen efter sandheden og et pres der udløses af en besked på Beths egen telefon, hvirvles Jack og Beth ind i en makaber historie om syge sind og bizarre syner.

Jeg havde set coveret før jeg satte filmen på, og enhver der har lagt sine øjne på coverillustrationen, kan på ingen måde fortænkes i at sætte sig skeptisk til rette i sofaen. Heldigvis er coveret langt sværere at tage seriøst end selve filmen, men det siger som udgangspunkt mest om coveret. Som nævnt er One Missed Call endnu en genindspilning af en japansk horror-film. Amerikanske filmskabere har tilsyneladende helt droppet at udtænke deres horror-film selv, og så er det jo godt at japanerne er så flittige. Spørgsmålet er bare om ikke genindspilningerne er lidt overflødige, når originalerne sjældent er særlig gamle (her er originalen fra 2003), men det er jo genindspilningerne der udgives og sælges herhjemme også, så amerikanerne er jo ikke ene om at foretrække det engelske sprog. Har man set film som The Ring, Dark Water og The Grudge (Forbandelsen), er her ikke skyggen af nytænkning i hverken historie eller vamle character-designs, men her er de samme virkefulde horror-elementer, og i de fleste tilfælde og ganske udmærket effekter. Gysene udelades desværre det meste af tiden, og det er svært at blive rigtig skræmt af filmens Telefonen ringer, teenager dør, telefonen ringer, teenager dør, telefonen ringer, teenager smadrer telefonen…og dør-plot. Dog er her stadig en håndfuld scener der på positiv vis bidrager til en god horror-stemning, der alligevel aldrig rigtig udløses. Alligevel er One Missed Call ikke helt blottet for kvaliteter. I forhold til de førnævnte sammenligninger udskiller den sig rent faktisk positivt, ved at få rundet sin historie af på bedre vis end de andre. Det er ikke et horror-mesterværk, og den har bestemt sine øjeblikke hvor seriøsiteten bliver en mangelvare, men når genren i forvejen har rundet både besatte videobånd, computere og spejle, hvorfor så ikke også telefonerne, men i den sidste ende vil den ikke begejstre andre, end dem der i forvejen er vildt begejstret for de andre japaner-remakes.