Filmanmeldelse af Kongemordet

Kongemordet (DVD)

Den svenske mini-serie er udkommet på DVD.

Det første jeg umiddelbart bemærkede, da jeg satte næste anmeldereksemplar i min DVD afspiller, var to ting: Først og fremmest var der tale om en svensk miniserie, så underteksterne ville nok blive brugt flittigt. Dernæst så var serien baseret på en roman af den selvbestaltede rødstrømpe Hanne-Vibeke Holst, hvilket utvivlsomt betød en mikstur af undertrykte kvindfolk samt lede, undertrykkende hankønsvæsner. Nu har jeg så siddet igennem de fire afsnit af hver godt en times varighed, og første konklusion er at mine forudanelser blev indløst til fulde.

Kongemordet er først og fremmest beretningen om en magtkamp i toppen af det svenske socialdemokrati. Vi starter i efterdønningerne at et sviende valgnederlag, hvor en tilsyneladende handlingslammet partiformand (spillet af Kenneth Mildoff) må erkende sit nederlag. Det viser sig dog hurtigt, at han er lidt af en taburetklæber, og under ingen omstændigheder har tænkt sig at give magten fra sig. Andre i partiet har dog ganske andre planer. Fine tråde spreder sig fra den karismatiske finansordfører Gert Jacobsen (spillet af Reine Brynolfsson). Uden selv direkte at udråbe sig til tronfølger trykker han på alle de rigtige knapper, og magtforholdet begynder langsomt men sikkert at gå i hans retning. Det viser sig dog også at selv samme Gert har en dyster skyggeside. I det private er han en sadistisk ægtemand, som groft undertrykker sin kone Linda (spillet af Marie Richardson). Disse to historier kører først sideløbende, og bliver senere uvægerligt ført sammen.

Udviklingen i historien er ganske fin, og selv om man umiddelbart føler, at de forskellige figurer er en kende skabelonskårne, så begynder de langsomt at folde sig ud. Her skal især være ros til Marie Richardson, der i rollen som den forsmåede hustru, virkelig formår at illustrere den håbløse, nedværdigende position hun befinder sig i. Man forstår, at det ikke er så ligefrem at ryste et voldeligt forhold fra sig. Man kan sætte sig ind i at hun føler sig ensom samt helt og aldeles uden evner og endelig holder man med hende, når hun slutteligt bider fra sig.

Overfor hende gør Reine Brynolfsson det godt. Han er en dybt afskyvækkende person, hvor vi dog også aner konflikter fra barndommen under overfladen. Til tider viser han sig dog som karismatisk, veltalende og sågar tillidsvækkende. En person som lever og ånder magt, men ikke har styr på sit eget følelsesliv, og som i bund og grund blot stræber efter en uopnåelig anerkendelse.

Ud over disse klare modsætninger, så er filmen fyldt med lignende konflikter, som alle ser magtsyge mænd, som på hver sin måde undertrykker kvinder. Der er eksstatsministeren som udnytter populariteten hos en ung partifælle samt de unge mandlige anden generations indvandrere, som undertrykker en ung kvinde, der ligeledes er nysvensker. Alle steder efterlades man ingen tvivl om hvem der reelt set er den moralsk stærke part – i bedste Hanne Vibeke-Holst stil.

Kongemordet er ikke noget teknisk mesterværk. Til gengæld er det en sammensurium af ganske stærke skuespilpræstationer, som trækker en ellers lidt triviel historie op over gennemsnittet. Håber du på ekstramateriale bliver du i øvrigt dybt skuffet – her er simpelthen intet.