Filmanmeldelse af Idiocracy

Idiocracy (DVD)

Hvor evolutionen hidtil har favoriseret de intelligente, har den, i denne fremtidsvision af Mike Judge, manden bag Beavis & Butthead og Office Space, vendt de kloge ryggen, og ladet de dumme overtage magten.

Når de IQ-velsignede i vores samfund begynder at spekulere for meget over det fornuftige i at få børn, mens de mindre heldige avler som rotter, så får vi, ifølge mister Judge, en evolutionær ugunstig udvikling, hvor intelligente mennesker er en uddøende race.
For at understrege at det er ment som en satire på det nuværende samfund, lægger denne science fiction komedie da også ud med at beskrive, hvorledes dette er en glidebane, vi allerede er på vej ud i igennem et par dokumentarisk inspirerede interviews fra de to lejre. Herefter introduceres man for soldaten Joe Bauer. Joe er så gennemsnitligt intelligent man kan blive, og deltager, af en eller anden årsag sammen med den prostituerede Rita, i et militært nedfrysningseksperiment. Uheldigvis for de to lukkes afdelingen der står for eksperimentet kort efter, man glemmer alt om dem, og de vågner først op igen i år 2550 – hvor de nu begge pludselig betragtes som genier på både godt og ondt.

På mange måder er dette endnu et dystert kig ind i fremtiden, men hvor de fleste science fiction udspil fabulerer om en uhyggelig skæbne for menneskeheden, hvor vor races intelligens og storhed truer med at blive vores eget forfald, går denne film i den modsatte retning i sin forudsigelse af vores mentale udvikling. Det er unægtelig en virkelig interessant præmis, der lægger op til en perlerække af indsigtsfulde, samfundsspiddende kommentarer, men selvom det står krystalklart at dette også er hensigten, så lykkes det så langt fra.
I år 2550 er dumhed tilsyneladende reduceret til, at alle mennesker opfører sig og taler som gangster hiphoppere, og som fyrer genitaliajokes af i en lind strøm. I sig selv er dette slemt nok, fordi det betyder, at samtlige karakterer i filmen er helt og aldeles ens, men når Mike Judge oven i købet ikke formår at sætte satiren på disse figurer udover den pruttehumor han selv prøver at kritisere, så begynder sovsen for alvor at skille.

Udover karaktererne er universet som filmen udspiller sig i også en tynd omgang. Selvom man med rette kan pointere, at det ikke er Idiocracys mål at skabe et sprudlende og fantasifuldt sci-fi miljø, så er det alligevel altid et problem for en film, når den er usammenhængende og utro overfor den interne logik, den prøver at etablere igennem sine karakterer og deres handlinger – og det er Idiocracy i høj grad, og det giver yderligere ridser i troværdigheden og den i forvejen blakkede legitimitet samfundskritikken har.

Uagtet sit aldeles lovende oplæg ender Idiocracy derfor ironisk nok med at falde ind under den samme kategori af uinspireret og fordummende underholdning, som man finder i de medier og den burgerkultur den selv peger fingre ad. Det er beklageligt, for under hele filmens spilletid ærgrer man sig over, hvor meget mere det kunne være blevet til – og hvor meget mere det i Mike Judges hænder burde være blevet til.