Filmanmeldelse af Fluerne på væggen

Fluerne på væggen (DVD)

I kølvandet på ”Kongekabale” kommer Åke Sandgren, nok bedst kendt for dogmefilmen ”Et rigtigt menneske”, med endnu en thriller baseret i det politiske miljø i Danmark.

I rollen som My Larsen spiller Trine Dyrholm en ung reporter, som forsøger at klarlægge en politisk skandale i en almindelig dansk kommune, og på den måde trækker filmens plot også oplagte spor tilbage til Kongekabale. Efter at have modtaget en pris for sit arbejde kontaktes My af partiet Venstre, som beder hende om at lave en dokumentarfilm om en borgmester fra samme parti i Ravnshøj kommune til brug i den kommende valgkamp. Spillet af Lars Brygmann viser borgmesteren Svend Balder sig, naturligvis kunne man fristes til at sige, at være en magtliderlig, manipulerende herre med karakterafvigende træk, og My får snart færten af en interessant historie om fusk med offentligt finansierede penge til et stort byggeprojekt.

En rådden affære
Tror man at filmen er lige så stram og fokuseret i sin opbygning som ”Kongekabale” kan man dog godt tro om igen, for ligesom med den skuffende ”Et rigtigt menneske” er ”Fluerne på væggen” et udspil der ikke skiller sig ud inden for sin genre. Karaktererne kommer aldrig til at fremstå helt klart, men bliver i stedet lidt banale og i sidste ende dermed også utroværdige.

Et af de mest interessante eksperimenter i filmen er, hvorledes den trækker en parallel mellem karaktertrækkene hos journalisten My og borgmesteren Balder, i og med at de begge ikke er bange for at bruge og udnytte både sig selv og andre mennesker, for at opnå personlig gevinst inden for hver sit erhverv. Disse fællestræk udvikler sig i filmen også til en romance mellem de to, hvor My drages mod en person, hvis karriere hun samtidig forsøger at fælde med sit kamera. Hele idéen falder dog lidt til jorden igen, hovedsageligt fordi det aldrig rigtigt bliver klart for seeren, hvad der ligger til grund for karakterernes personlighed og handlinger. På et tidspunkt beskriver My sin tiltrækning af Balder som et produkt af, at han får hende til at føle sig tryg, og selvom dette måske umiddelbart skulle tolkes som en reference til imagefokuserede, populistiske politikere, så fungerer det ikke særligt godt, eftersom Balder hele vejen igennem filmen fremstår dybt usympatisk – selv under sit allerførste møde med Gry har han tilsyneladende ingen kvaler med at optræde som den mandschauvinistiske, arrogante og dominerende hersker over kommunen. Heller ikke foran et rullende kamera. Man kommer aldrig til at forstå, med hvilken baggrund en mand som Balder har sat sig så tungt på magten, og med hvilken rygstøtte han kan presse og udnytte sine omgivelser i så ekstrem grad, og hele hans karakter kommer dermed til at fremstå som en ret uraffineret og enøjet beskrivelse af en magtsyg mand.

Ineffektiv politik
Filmen formår i det hele taget ikke rigtigt at komme ud med sine udsigelser på en særligt effektiv eller troværdig måde. Slutningen hjælper heller ikke meget på det overordnede billede af den, og udviklingen fra en traditionel thriller over til actionpræget terror virker uovervejet og rodet, fordi fokus fjernes fra historien om My, over til at handle mere om en anden af filmens karakterers personlige udvikling og ambitioner inden for det univers filmen udspiller sig i. Det efterlader blot seeren forvirret, da filmen med de allersidste billeder vender tilbage til Mys historie igen, men tilsyneladende uden en fast afklaring på hendes situation eller afsluttede rolle i fortællingen.

Efter ”Fluerne på væggen” sidder man derfor tilbage med en lidt blandet smag i munden. Man kan godt mærke, at der et par enkelte steder er potentiale til at kunne opbygge noget interessant, og udover den førnævnte udvikling i forholdet mellem My og Balder, så er skiftet mellem udsynet fra Mys håndholdte kamera og hendes version af begivenhederne, samt Sandgrens fortællervinkel med de mere rolige og iagttagende linser også en fin idé. Desværre kommer det hele bare aldrig rigtigt op at ringe, fordi karaktererne netop mangler dybde, og fordi man savner en baggrund og en årsagsforklaring for deres handlinger. Åke Sandgrens forsøg udi den politiske thriller ender derfor som en ret gennemsnitlig affære.