Filmanmeldelse af Flags of our Fathers

Flags of our Fathers (DVD)

Så sætter Clint Eastwood scenen for endnu første del i hans episke krigsdrama. Med sig har han selveste Mr. Anden Verdenskrig Steven Spielberg. Dette er dog ikke hvad man kan tillade sig at kalde en typisk krigsfilm.

I Februar 1945 gik de amerikanske tropper i land på vulkanøen Iwo Jima. Øens indtagelse var en nødvendighed for den amerikanske hærs stræben efter at nå Tokyo, da den husede en lang række artilleri-batterier som satte en mærkbar dæmper på de amerikanske fartøjers søfart i øhavet. Slaget der involverede flere tusinde mand, var en lang og bitter kamp, og det behøver vel næppe at nævnes at det kostede sine ofre. Det var her de amerikanske tropper plantede det amerikanske flag på en bjergtop, hvilket blev foreviget på det verdensberømte foto, der udover at stå som statue i USA den dag i dag, også pryder filmens cover. Flags Of Our Fathers fortæller historien om dette billedes modtagelse hos det amerikanske folk. Ifølge fortællerne der indleder filmen, er dette billede den indirekte grund til den amerikanske sejr over de japanske styrker. Vi andre tilskriver oftest sejren, et par A-bomber der faldt på japansk grund, men det skal vi nu til at lære er noget pjat. Det amerikanske forsvars skrantende økonomi, kræver nye overbevisninger om at USA's deltagelse i krigen og finansfyrsternes økonomiske støtte af den, stadig er en god ide. Derfor udråbes de afbilledet soldater til helte, og hjemkaldes til det helt store mediecirkus. Amerikanernes håb er igen sprunget ud i fuld flor på grund af det grumsede foto, og militærherrerne i toppen benytter sig hurtigt af muligheden for at indkassere de manglende midler, ved hjælp af intens propaganda og heltedyrkelse. Af de 6 soldater på billedet, er det ved offentliggørelsen af det, kun de tre af dem der stadig er i live. Ordonnansen Rene Gagnon (Jesse Bradford) hilser hjemkaldelsen og den efterfølgende popularitet velkommen, mens feltlægen John Bradley (Ryan Phillippe) forsigtigt følger strømmen. Sidst er der den langt mere skeptiske Ira Hayes (Adam Beach), der allerhelst er fri for både heltetitlen og hjemkaldelsen, men aldrig rigtig får noget valg. Herfra bliver de tre soldaterkammerater trukket ind i en manege af griske politikere, overgearede journalister og sørgende mødre. Mens Gagnon rider på popularitetens bølge og nyder den i fulde drag, følger Hayes og til dels også Bradley uvilligt med, og da man fra militærtoppen har sorteret alle de grimme detaljer fra (som f.eks. hvem af de afdøde soldater der var, eller ikke var på billedet) tvinges alle tre på at leve på en løgn, hvad enten de kan lide det eller ej. Samtidig kæmper både Bradley og Hayes med deres egne erindringer om hvad de både så og gjorde på den sønderbombede ø Iwo Jima. Flags Of Our Fathers belærer os om, at helte og heltegerninger ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

Flags Of Our Fathers fortælles ved hjælp af mange ukronologiske spring i tiden. Disse foregår både under og efter selve slaget på Iwo Jima, og en god håndfuld foregår i vore dage. Sidstnævnte kastes lemfældigt på skærmen, uden nogen nærmere introduktion til hvem det egentlig er der sidder og fører samtale, mens de to førstnævnte er blandet sammen i én stor pærevælling. Flashbacks har før vist sig at være en fantastisk måde at fortælle en historie på, men det er desværre ikke tilfældet her. Hele tiden ender man som seer på at bruge al sin koncentration, på at holde rede på hvad der foregår hvornår, og hvem der egentlig er hvem. Historien i sig selv er utroligt interessant og både skuespillere og fotografer har virkelig ydet en præstation der bemærkes. Desværre løber de mange positive indtryk ud i sandet, da historiefortællingen mest af alt minder om et puslespil der er faldet på gulvet.

På billedsiden er filmen derimod forrygende flot. De matte farver slaget skildres i og de mange ekstremt lækre iscenesættelser giver sammen med den superlækre underlægningsmusik en meget rammende stemning. Lydeffekterne får ethvert surroundanlæg på overarbejde, og presser et intenst lydspor af krig og kanoner ud af højtalerne. Skuespillerbesætningen der udover hovedpersonerne og tæller blandt andre Paul Walker og Barry Pepper, er i de fleste tilfælde perfekt castet, og især Adam Beach leverer en imponerende præstation. Kvaliteter er her mange af, men ingen af dem kan rode bod på at historien er noget rod, og uanset hvor meget godt der er at sige om Flags Of Our Fathers, er den på ingen måde i nærheden af den krigsfilms-standard Spielberg selv har været med til at sætte.

Dobbelt-DVD’en bugner af interessant ekstramateriale og især de historiske tilbageblik, giver filmens historie et nyt liv. Her er rigtig meget af det, og når man når til det obligatoriske effektmageri, er man ved at være godt udtømt for overskud. Disse er ikke længere så interessante som de var for 5 år siden, så det er godt at der er lagt langt flere kræfter i at fortælle om filmens historiske grundlag.

Flags Of Our Fathers udgives i symbiose med Eastwoods anden krigsfilm Letters From Iwo Jima, som omhandler japanernes forsvar af selv samme ø, hvilket utvivlsomt vil give historien endnu mere kulør. Alene kræver Flags Of Our Fathers en kende for meget tålmodighed og overskud af seeren, til at den kan anbefales for enhver, og selv for fans af krigs-genren vil der være en vis risiko for at falde fra, da den egentlig ikke rummer synderligt meget krig.