Filmanmeldelse af December Boys

December Boys (DVD)

Daniel ”Harry Potter” Radcliffe viser en ny side af sig selv i et sødt og sentimentalt, om end klichefyldt, drama.

December Boys er en gruppe drenge, som har tilbragt næsten hele deres barndom på et katolsk skole for forældreløse i Australiens ørken, og altid er blevet forbigået, imens andre blev adopteret. Pludselig byder muligheden sig for, at komme på ferie for alle plejehjemmets børn, og de fire december-fødselarer er de første der skal af sted. De tre december drenge har altid været sammen, og har passet på hinanden, og specielt alderspræsidenten Maps (Daniel Radcliffe) optræder konstant som en storebror for de tre yngre drenge. Derfor opleves den første del af deres ferie, som den rene idyl, hvor de fire drenge folder sig ud ved en smuk lille indsø ud for Australiens kyst, og oplever for første gang havet.

På denne ferie kommer de ellers tæt knyttede drenge, til at stå overfor mange nye, førstegangs oplevelser, som vil sætte deres indbyrdes venskab på prøve, specielt da det viser sig, at naboparret ønsker, at adoptere en af de fire drenge. Konkurrencen imellem drengene tager hurtigt fart, og kampen om naboernes gunst starter ud i det komiske, hvor lefleri og lydighed fuldstændig løber af sporet, men ender i seriøs konkurrence imellem vennerne, som igen må stå ansigt til ansigt, med den første lektion de fik i deres unge liv: Alle forlader en.

December Boys er en dannelsesfortælling, skåret efter en næsten klassisk skabelon. Alderspræsidenten Maps gør sig sine første oplevelser med piger, de yngre drenge må lære, at vinde ikke altid føles godt, og menneskerne omkring dem, repræsenterer ganske symbolsk hele livets cyklus: Fra ungdom og middelalder til alderdom og død. Instruktøren har i høj grad forsøgt at ophæve denne, forholdsvis uoriginale historie, til noget større og flottere, hvilket blandt andet ses i den meget højtflyvende og nærmest episke kameraføring, hvor vi flyver over Australiens mest smukke omgivelser, med December drengene løbende under en skyfri og smuk himmel.

Ligeledes forsøges der også med mindre sidefortællinger hele vejen igennem filmen, for at give den mere fylde og dybde, men desværre er der ikke tid eller originalitet til at få samlet trådene, og hen imod slutningen begynder klicheerne næsten at stå i kø, og pladdersentimentaliteten tager over for sentimentaliteten.

Det er utrolig synd, at dette indsniger sig, da historien ellers er kær og de fire drenge er yderst elskelige og ægte, og Daniel Radcliffe slår på ganske flot vis fast, at han absolut ikke skal frygte, at han snart er nået til ende i Harry Potter serien, da han så sandelig kan spille på mange flere tangenter, end dem Hogwarts byder på.

Samlet set er December Boys et yderst velmenende forsøg på en sentimental og rørstrømsk film, med antræk af komik. Selvom komikken fungerer godt og er dejlig underspillet, når filmens drama aldrig at fange an, og derfor bliver den investering, man hurtigt kommer til at lægge i de fire dejlige drenge, aldrig rigtig indfriet. December Boys er mest af alt seværdig, hvis man trænger til en feel-good film, eller har lyst til at se en ny side af Daniel Radcliffe.