Filmanmeldelse af Daisy Diamond

Daisy Diamond (DVD)

Anna vil gerne være skuespiller, men det er vanskeligt, når man er enlig mor, og den nyfødte ikke levner mange stille stunder fra sit skrigeri til at man kan øve replikkerne.

Daisy Diamond er en tragisk historie om den unge svenske pige Annas nye tilværelse i København, hvor hun forsøger lykken til utallige auditions som skuespiller. Hun må dog tage til takke med afslag på afslag – ikke sjældent fordi Daisy, som den ensomme og fattige Anna er nødsaget til at smugle med til prøverne, afbryder prøven med sit evindelige skrigeri.

Og Daisy er virkelig en ulidelig skrighals, hvis konstante tuderi udgør en nærmest uløselig del af filmens lydtæppe den første halve times tid. Og hvor man som seer i starten hurtigt indtager den fordømmende rolle overfor Anna, som den alt for strenge moder overfor sit barn, som vi alle selv har set stå og te sig i supermarkedet eller nede i parken, så varer det ikke mange minutter før man selv sidder og ønsker den forbandede møgunge ad helvede til.
Igennem denne martyrlignende portrættering af Annas liv, hvor hun, på grund af sit barns konstante krav på opmærksomhed gang på gang må se sig ude af stand til at opfylde eller få opfyldt nogen af sine drømme, ser vi hendes liv køre i en nedadgående spiral, markeret ved sit dystre fravær af nogen form for opløftende eller humoristiske lyspunkter midt i det eksistentielle mørke.

Således veksler filmen hovedsageligt imellem scenerne derhjemme i den tomme lejlighed med de hvide, nøgne vægge, og optagelsesprøverne hvor instruktør Simon Staho igen og igen tvinger Anna til at auditere roller, der genfortæller de lidelser hun har været igennem i sit private liv. Som seer efterlades vi derved også som et gentagende motiv i tvivl om, hvorvidt en scene udspiller sig i Annas privatliv eller om vi befinder os til endnu en på forhånd dødsdømt audition. Den umiddelbare tvivl forstærkes yderligere af kameraets intense, til tider nærmest klaustrofobiske stirren på Anna, som ikke viger uanset hvilket socialt rum eller situation vi befinder os i. Konstant fremmanes en evig vurdering af den fuldstændigt udmattede og udslidte Annas person, handlinger og af hendes svigt af sit barn – både fra os som seere, og fra de kyniske, empatiforladte film- og teaterfolk hun møder.

Grænserne mellem virkelighed og skuespil udviskes takket være den allestedsnærværende sorte sky af personlige tragedier, både nye og gamle, der konstant hænger over Anna og som derfor gør det umuligt for hende på nogen måde at flygte ind i en ny og bedre tilværelse.
I stedet tvinger film- og teaterverdenens ukuelige krav til at sælge sig selv på producenternes præmisser Anna på en kurs imod nogle af underholdningsbranchens skyggesider.

Dette had/kærlighedsforhold til sit eget barn, som er den store stopklods på en kvindes vej mod sine drømme, men som samtidig også er den eneste person der virkeligt og inderligt behøver hende, spilles forbilledligt af Noomi Rapace. Til gengæld kan galleriet omkring hende, om end det er besat af nogle af de største navne på den danske filmscene, virke en smule enerverende.
Hvor disses rolle ganske vist som oftest er at danne ramme om noget, der minder om indbegrebet af kynismen selv, så kommer de for ofte til at virke ensporede i deres roller, og nærmest unødvendigt ondskabsfulde. Selvom filmen skal have ros for at turde fortælle en historie, der ikke på noget tidspunkt går på kompromis med sine tragiske overtoner, så betyder dette ikke, at personerne omkring Annas lidelseshistorie nødvendigvis burde virke som menneskelige karikaturer.
Dette er nok Daisy Diamonds helt store problem, for efterhånden som den ene person efter den anden man møder igennem forløbet tilsyneladende drives af de samme kyniske behov for at trække mest muligt personlig vinding ud af de folk de har omkring sig, og desuden udlever dem identisk, så mister filmen også pusten hen imod slutningen, hvor gentagelserne sætter ind.

Har man mod på et hårdt drama, der ikke letter på det massive pres der lægges på brystkassen på tilskueren helt fra første scene, og som ikke afbrydes af nogen af de ironiseringer der almindeligvis kendetegner dansk film, så finder man dog næppe mange bedre nye bud fra vores breddegrader end Daisy Diamond.