Filmanmeldelse af Brüno

Brüno (DVD)

Sacha Baron Cohen er tilbage med en ny vanvittig figur, der både forarger og henrykker.

Brüno er Østrigs helt store modehelt, men da han kludrer godt og gevaldigt i det under det årlige modeshow i Milano, bliver han landets skurk. Derfor vælger han at drage mod USA for at blive den helt store stjerne, men turen mod stjernerne bliver langtfra så succesfuld og gnidningsfri, som han håber på. Han kommer derimod i kambolage med en tidligere republikansk præsidentkandidat, adopterer et barn fra Afrika - for det gør alle de kendte jo - og så er der selvfølgelig også lige det homo-erotiske forhold med den kærlighedssyge assistent.

Da Sacha Baron Cohen første gang lancerede sin tragisk-komiske figur Borat, delte han øjeblikkeligt de humoristiske vande. På den ene side blev han hyldet for ikke at holde noget helligt, men på den anden side blev han haglet ned for sin humor, der for mange var fuldstændig malplaceret. Faktum var dog, at han øjeblikkeligt fik fokus for sin direkte film, der ikke lagde fingre imellem. Derfor er det heller ikke så underligt, at den nye figur Brüno i lang tid har været ventet og frygtet af mange. Cohen følger denne gang i sine egne fodspor, men det kunne godt virke som om, at han er vokset med opgaven. ”Brüno” er i hvert fald en mere komplet film i forhold til ”Borat”, og selvom humoren stadig væk er fuldstændig plat og langt ude, så er der faktisk også en mere seriøs undertone i filmen. Emner som homoseksualitet, modeverdenen og adoptioner blandt stjerner bliver alle sat under luppen, og selvom det ofte bliver hevet helt ud i hampen af Cohen, så er der faktisk en mening med galskaben, hvilket ikke mindst bakkes op af, at Cohen endnu en gang er taget til USA. Landet er om noget det sted, hvor netop disse emner konstant skaber kontroverser, og derfor også er det perfekte grundlag for en film som ”Brüno”.

Der er dog ingen tvivl om, at selvom filmen er nemmere at gå til end ”Borat”, måske fordi den første film brød de mest kontroversielle grænser, så er det ikke alle, der vil falde bagover af begejstring for Cohan og hans selvofrende humoristiske stil. Den engelske komiker gør ellers sit for, at man i hvert fald ikke kan klandre hans skuespil for at være filmens svage punkt. Hvordan han kan holde masken, er en gåde, og om man hader ham eller ej, så må man give ham ros for det mod, det kræver at kaste sig ud i et projekt af denne kaliber. Flere af scenerne får en til at krumme tæerne noget så gevaldigt, imens man under andre scener vælter ned af sofaen med gevaldige grineflip, alt sammen på grund af de situationer, som Brüno konstant befinder sig i.

Der er ingen tvivl om, at hvis man stod af ved ”Borat”, så skal man ikke nærme sig denne film. Den platte, grænsesøgende og ikke mindst overskridende humor lever i bedste velgående. Cohen er ikke bange for at ruske op i kontroversielle emner og gøre dem godt og grundigt til grin lige op i ansigtet på dem, der som regel kæmper en indædt kamp for netop disse emner. Det er lige præcis her, hvor ”Brüno” skinner igennem. Intet er helligt, hvilket er dejligt forfriskende. At man så en gang imellem har svært ved at tage det hele seriøst, er vel kun en følgesygdom af filmen, som man med glæde lever med.