Filmanmeldelse af Black Book

Black Book (DVD)

Paul Verhoeven ryster fordums fiaskoer af sig, og imponerer med en medrivende og barsk omgang WWII thriller/drama.

Hollandsk-fødte Paul Verhoeven har efterhånden mange års Hollywood erfaring bag sig, men hans repertoire er noget af en blandet landhandel. Siden hans gennembrud med RoboCop i 1987 har hans karriere ramt mainstream højdepunkter med fx Basic Instinct (Iskoldt Begær) og lavpunkter såsom Showgirls. Med Black Book vender han tilbage til hollandsk film, og ryster Hollywoods snærende lænker og forventninger af sig.

Black Book er historien om den unge jødiske sangerinde Rachel, som under Nazi-besættelsen af Holland, tvinges til at gå under jorden med sin familie. I krigens sidste timer forsøger familien, at undslippe til den frie del af Holland, men desværre bliver de brutalt nedslagtet af nazisterne. Dog overlever Rachel, og søger tilflugt hos den hollandske modstandsbevægelse. Her finder hun ikke kun ly, men også muligheden for hævn, da skæbnen præsenterer hende for en højtstående Nazi-officer, som intet kender til hendes fortid. Under et nyt navn, og med hendes smykke og lokkende ydre, infiltrerer hun langsomt Nazisternes hovedkvarter i Holland, og begynder langsomt at finde frem til sandheden om nedslagtningen af hendes familie: En sandhed som er langt mere kompliceret og grum, end hun nogensinde havde regnet med.

Black Book må endelig ikke forveksles med ”Anne Franks Dagbog”, da overlevelse og flugt kun er temaer i den første halve time af den over to timer lange thriller. Black Book er i langt højere grad en spion-fortælling, i bedste Mata Hari stil, hvor en kvinde bruger sin krop og kvindelige list, til at få adgang til et univers, som ellers er forment hendes ”slags”. Det er en til tider ubehagelig fortælling, hvor ydmygelser, selvopofrelse og tab fylder størstedelen af filmen, og de få antydninger af håb, er gemt godt af vejen, men søges stadig af filmens karakterer.
Selvom historien om hævn og retfærdighed, i en tid hvor disse begreber syntes umulige og nærmest selvmodsigende, ikke just er revolutionerende, så skiller Black Book sig ud fra andre forsøg indenfor denne genre, ved en nuanceret fortælling og nogle markante skuespillerpræstationer.

Specielt den altoverskyggende kvindelige hovedrolle Rachel, spillet af Carice van Houten, er en pragtpræstation. Carice håndterer alle Rachels følelser og personlige udvikling på utrolig moden vis: Hendes ansigt og holdning skriger Rachels undertrykte følelser ud, og hun bærer hver eneste scene hun er med i egenhændigt.

Hvad der yderligere støtter Carices præstation, er de tilpas nuancerede karakterer i begge lejre af filmen: Nazisterne består af SS-høge såvel som kompromissøgende officerer, og modstandsbevægelsens medlemmer er lige så sympatiske og noble, som de er moralsk fordærvede og korrupte.

Det er netop disse to elementer, der gør Paul Verhoevens arbejde med Black Book så prisværdigt, da han demonstrerer på sikker vis, at i en tid hvor Hollywood insisterer på, at holde publikum i hånden hele vejen igennem historien, og hvor sort er sort, og hvidt er hvidt, kan man stadig lave film, der fortæller en historie på ærlig og barsk vis, som udfordrer publikums (Læs: Hollywoods) ærketyper, og som byder på stærkt og følelsesladet skuespil. Black Book er ingen perfekt film, og Verhoeven har til tider svært ved at ryste Hollywood af sig, fx i form af den uinspirerende og klichéfyldte baggrundsmusik, samt enkelte karikerede figurer, men ellers må Black Book betegnes som en stærk europæisk film, som er lige så underholdende som den er barsk.