Filmanmeldelse af Balls Of Fury
Balls Of Fury (DVD)
Et godt bud på hvordan Enter The Dragon ville have set ud, hvis Bruce Lee spillede bordtennis, og instruktøren var på svampe.
Randy Daytona er efter at have hjemvendt i vanære fra OL i ’88, endt som et rigtigt Trailer-trash-udskud, der tjener til hverdagen ved kiksede og meget upopulære bordtennis-shows. Men hans talenter er ikke glemt, og skæbnen vil, at selveste FBI har brug for hans hjælp. Den ondskabsfulde våbenhandler Feng, har nemlig for vane at afholde bordtennis-turneringer, i hans lumske skjul, og FBI har udset sig Randy til at være deres værktøj til infiltrationen af Fengs imperium. Randys evner med et bat er dog noget rustne, så for at pudse talentet af, allierer han sig med bordtennis-senseieen Wong og dennes datter Maggie. Toptrænet og klar til kamp, kaster sig Randy sig ud i en mission om at fælde Feng, hævne mordet på hans far og genoprette sin tabte ære. Men i Fengs turnering taber man med døden til følge, og var dette ikke stressende nok i sig selv, øges presset af gensyn med gamle rivaler, mandlige glædespiger og en illegalt importeret panda.
Det er svært ikke at sætte Balls Of Fury på, med en vis skepsis i baghovedet. Markedsført med et strategisk anbragt bat og et par bolde, ligner det endnu en fjollet Pik & Patter-komedie, og at titlen lyder som et rip-off af en Will Ferrell-film, hjælper ikke på fordommene. Men heldigvis har man da lov til at tage fejl en gang imellem. Balls Of Fury fungerer faktisk langt bedre, end jeg selv havde turdet at tro på, og selvom det ikke er et komisk mesterværk, rummer den alligevel en god håndfuld kvaliteter. Hovedrolleindehaver Dan Foggler gør tydeligvis hvad han har fået besked på, og han slipper kun lige akkurat fra at være direkte overflødig, men hændelser og personer omkring ham, retter op på hans mangler, og især Manuskriptforfatter/medspiller Thomas Lennon skinner. Thomas Lennon er udover medforfatter (sammen med instruktør Robert Ben Garant), også et af filmens sjoveste elementer, tyskeren Karl Wolfschtagg. Dertil kommer Christopher Walkens stenfjæs og føjer til løjerne, mens et bredt udvalg af mindre kendte komedieskuespiller som enhver comedy-fan helt sikkert har set før holder tempoet oppe. Heriblandt Jason Scott Lee, der medvirker til en fin lille parodi på hans egen Dragon: The Bruce Lee Story. Balls Of Fury klarer skærene, og uden at være filmen du griner af længe efter den er slut, skal den nok få et par grin på din mundvig. Humor er som bekendt en meget subjektiv sag, og der skal helt sikkert nok være dem, der hader Balls Of Fury, men enhver der morer sig med Will Ferrells Talladega Nights og Blades of Glory samt det tidlige Adam Sandler, skal nok blive underholdt. Om ikke andet, må man beundre modet til at kaste en nichesportsgren som bordtennis ind i hvad der mest af alt ligner en parodieret Kung Fu-film.
Fakta om filmen
Genre
Komedie
Produktionsland
USA
Officielt website
Credits
Instruktion
Robert Ben Garant
Skuespillere
Dan Foggler, Christopher Walken, Maggie Q, Jason Scott Lee, George Lopez, James Hong, Robert Patrick
Manuskript
Robert Ben Grant, Thomas Lennon
Bedømmelsen

Filmen blev anmeldt af Thomas Laursen, d. 12. august 2008.







