Filmanmeldelse af 10,000 B.C.

10,000 B.C. (DVD)

Roland Emmerich tager os med tilbage i tiden til mammutter, hulemænd og primitiv jægerkultur.

10.000 BC fortæller sagnet om det blåøjede barn, der ud af ingenting dukker op i Yaghal-stammens (og dermed hovedpersonen D’Lehs) lejr. Det blåøjede barn skal ifølge stammens ældste, tilfalde den bedste jæger af barnets generation. En af disse kunne blive D’Leh, og da det blåøjede barn heldigvis er en pige ved navn Evolet, ser han gerne at det ender sådan. At de mens de vokser op, indleder et forhold, højner kun motivationen for at nedlægge en mammut, men før den endelige afgørelse i stammens jæger-OL falder, angribes lejren af fjendtlige individer til hest, der bortfører stammens mænd og drenge. Betaget af Evolets blå øjne, vælger den elskovssyge hærleder også at tage hende med sig til deres destination i landet bag bjergene. D’Leh, drengen Baku og stammens ældre elitejæger Tic Tic er de eneste der undslipper bortførelsen, og med en fremtidsudsigt til en døende stamme uden jægere og blåøjede kvinder, sætter de efter bortførerne. Undervejs skal der dog lige bruges tid på diverse vanskeligheder som bjerge, fortidsvæsner og fremmede stammer, men ved deres vejs ende finder D’Leh og hans folk fra det kolde nord sig selv, i det solbeskinnede Egypten med alt hvad det indebærer af ørkener, pyramider og ikke mindst fjendtlige tropper i hobetal.

Hulemænd, mammutter og mangel på manuskript
Roland Emmerich der før har siddet med succeser som Independence Day, The Day After Tomorrow og The Patriot, har denne gang sat sin tro samarbejdspartner Dean Devlin på udskiftningsbænken, og på egen hånd satset på alle de ingredienser har før har haft så meget held med. Her spilles på alle de velkendte tangenter som flotte effekter, ekstrem heltedyrkelse og store episke fortællinger (eller i det mindste forsøg herpå). Men 10.000 BC ender alligevel langt nede på listen over Emmerichs bedre præstationer, især på grund af et totalt fravær af troværdige skuespillere, en meget tynd historie og en bemærkelsesværdig tilsidesættelse af enhver ambition om realisme. Her snakker vi altså om telepatiske bånd på tværs af kontinenter, kommunikation og forståelse mellem mennesker og dyr og pyramider bygget ved hjælp af dresserede mammutter. Alligevel er 10.000 BC ikke helt uden en eller anden form for underholdningsmoment. Mange af os kan stadig godt se det fede i at fylde fladskærmen med mammutter og sabelkatte, især når effekterne er lavet ordentligt, og det må de siges at være her. Problemet er bare at man ikke ser nok til disse elementer. Mammutterne tromler primært rundt i filmens start og slutning, og sabelkatten der ellers pryder coveret har kun noget der ligner 5 minutters spilletid i selve filmen. Men selvom filmen her på mange måder er en fjollet omgang fortidseventyr, bliver den aldrig rigtig kedelig, og volden er nedtonet i en sådan grad at yngre seere også kan være med (11 år ifølge aldersmærkningen). Se 10.000 BC som en børnevenlig, overdramatiseret og farverig pendant til Mel Gibsons Apocalypto, men se den ikke for hverken historisk korrekthed eller et interessant plot, og se den aldrig i stedet for Apocalypto.

» Pris: 239,00 DKK (+ 0.00,- i fragtomkostninger) - Køb filmen her…