Filmanmeldelse af Push
Push (BR)
Mennesker med overnaturlige kræfter bliver jagtet for at skabe en uovervindelig hær, men ufrivillige superhelte er langtfra nok til at skabe en god film.
Nick er en ung mand bosat i Hong Kong langt væk fra alt, der kan have forbindelse til hans fortid. Det viser sig nemlig, at Nick er en såkaldt 'Skubber'. Han kan flytte stort set alt rundt med tankerne, hvilket gør ham en eftertragtet mand hos Afdelingen, der kæmper for at indfange folk med specielle evner for at skabe en hær. Da en ung pige kommer til Hong Kong for at bede om Nicks hjælp, starter jagten på en meget speciel kvinde, en livsvigtig kuffert og Nicks hævn over Afdelingen.
Det vælter ud med superhelte-film fra filmfabrikkens uendelige produktionsbånd, så det er ikke underligt, at der nu er kommet en film, der håber på at kunne skille sig ud fra mængden ved at påtage sig en anderledes vinkel, når det kommer til overnaturlige evner. I bund og grund er det måske ikke retfærdigt overfor ”Push” at sætte den sig i samme kategori som for eksempel Marvels film, men med et tema,der omhandler evner, som almindelige folk ikke er i besiddelse af, og ikke mindst hævn, kan det være svært at skelne. Ikke desto mindre prøver instruktør Paul McGuigan at adskille sig med en mere human film, der ikke kun skal overleve på actionscener, der dog alligevel gør sig ganske godt, men som derimod også lægger vægt på de personlige følelser involveret fra filmens personer. Her er både Nicks hævn, den unge Cassies trængsler i forsøget på at hjælpe sin mor, der bliver holdt indespærret af Afdelingen samt selvfølgelig den sædvanlige romance, man stort aldrig slipper af med. Og det er netop her, hvor ”Push” begynder at vise ridser i lakken. Der er nemlig lidt for meget af det sædvanlige og lidt for lidt af det uventede. Historien skrider frem med enkle huller, der aldrig bliver udfyldt, men som derimod kaster lys over stereotyper og typisk anvendte klicheer, som vi har set så mange gange før. Resultatet bliver en oplevelse, hvor det meste af plottet forbliver åbenlyst uden overraskelser, imens man desperat håber på at blive blæst omkuld, selvom man udmærket ved, at det aldrig sker.
Dette er derfor også et godt eksemplar på, hvordan en film fungerer, når den ikke er decideret velskrevet. Det gør arbejdet svært for instruktøren og ikke mindst skuespillerne, der virkelig skal spille op til deres bedste, hvis de har nogen forhåbninger om at imponere. Chris Evans formår i hovedrollen som Nick at formidle de mest basale menneskelige følelser og udgør sammen med Dakota Fanning filmens mest velfungerende par. Til gengæld må specielt Djimon Hounsou se sig fanget i en rolle, der desværre er alt for typisk for ham, hvor billedet af en velklædt, men skrupelløs forbryder bliver alt for karikeret og intetsigende.
Hvis man er blevet træt af Marvels superhelte eller den deprimerende nye version af Batman, men gerne vil se folk med superkræfter, så er ”Push” muligvis en god midlertidig erstatning. De kæmpe eksplosioner udebliver, men de mindre actionsekvenser klarer sig godt og passer bedre ind i filmen, der mere end noget andet prøver at forbinde overnaturlige kræfter med menneskelige følelser. Man skal derfor heller ikke forvente det store actionbrag med superhelte i massevis, men derimod en middelmådig og typisk actionfilm, der prøver at gøre plads til alt og alle med lidt vold, lidt romantik og ikke specielt meget dybde.
Fakta om filmen
Genre
Action, Sci-Fi, Thriller
Produktionsland
USA
Spilletid: 111 minutter
Credits
Instruktion
Paul McGuigan
Skuespillere
Dakota Fanning, Camilla Belle, Chris Evans, Djimon Hounsou, Cliff Curtis, Joel Gretsch, Neil Jackson, Scott Michael Campbell, Brandon Rhea, Corey Stoll, Nate Mooney
Manuskript
David Bourla
Bedømmelsen

Filmen blev anmeldt af Julie Horup, d. 23. august 2009.







