Filmanmeldelse af P.S. I Love You

P.S. I Love You (BR)

Endnu en romantisk komedie er sluppet løs. Spørgsmålet er simpelt, er der noget nyt, eller er det bare mere af det samme?

Hvad ville du gøre, hvis du mistede den du elskede? Ja, ikke nok med det, men tænk hvis det skete inden livet for alvor var gået i gang. Det er udgangspunktet i filmen P.S. I Love You. Her følger vi Holly (Hilary Swank) som mister sin mand Gerry (Gerard Butler) til en dødelig sygdom inden hendes egen 30-års fødselsdag. Vi får en kort sekvens af dem inden, hvor de bliver afbilledet som et klassisk ungt ægtepar. En herlig cocktail af skænderi, passion, tvivl og kærlighed – serveret med et glimt i øjet.

Netop denne lettere ironiske distance er et stærkt våben i filmen, som langt hen af vejen formår at navigere den svære balancegang det er ikke at blive alt for tåreperser sentimental. I stedet fokuseres der på sorgen, samt hvor svært det er at give slip. Noget som ikke bliver lettere for Holly, da hun finder ud af, at Gerry før sin død har planlagt en lille overraskelse. Startende fra sin 30 års fødselsdag modtager hun nemlig med jævne mellemrum et brev fra han post mortem. Det bliver starten på en personlig rejse både mentalt og fysisk. Vi kommer blandt andet til Gerry’s fødested; Irland. Et sted hvor Blurayformatet endelig viser lidt af sine evner. De grønne, vide landskaber er ganske smukke, krystalklare og flot præsenteret. Skal man være helt ærlig, kunne man resten af tiden lige så godt have siddet og kigget på en almindelig DVD film.

Selv om der bliver trykket på mange af de rette knapper, og man ofte sidder med en klump i halsen, så er filmen ikke alt for forudsigelig. Den lidt tunge stemning brydes fra tid til anden af mere muntre optrin, og det er med til at holde balancen. Konceptet lægger naturligvis hverken op til action eller fantastisk CG grafik. I stedet lægges vægten over på skuespillernes skuldre, og her formår besætningen ganske fint at holde tingene kørende. Hilary Swank og Gerard Butler er gode som det yngre ægtepar, og navne som Kathy Bates samt Lise Kudrow giver fine støttende præstationer.

I sidste ende sidder man ikke tilbage med et stykke filmhistorie. P.S. I Love You er et ganske habilt stykke underholdning, som kan nydes enten med en ægtefælle alternativt er det underholdning til en tøseaften. En sidste kommentar skal gå til det passende soundtrack – her får vi endelig et nummer fra James Blunt, hvor han ikke synger ”You’re beautiful”.

» Pris: 69,00 DKK (+ 0.00,- i fragtomkostninger) - Køb filmen her…