Filmanmeldelse af Mænd der hader kvinder

Mænd der hader kvinder (BR)

Den første film i Stieg Larssons trilogi brillerer med vellykkede hovedpersoner og spændende drama dirigeret på bedste vis af danske Niels Arden Oplev.

Da den ivrige journalist Mikael Blomkvist bliver fanget i et spind af kapitalistiske løgne, der ender med at sende ham uskyldigt i fængsel, fanger han opmærksomheden hos den aldrende rigmand Henrik Vanger. Igennem flere årtier har han prøvet at finde ud af, hvad der skete med hans højt elskede niece, da hun en sommerdag pludselig forsvandt, men indtil videre har efterforskningen ikke båret frugt. Det ændrer sig, da Blomkvist tilbydes et job af Vanger og langsomt borer ned i Vanger-familiens dybeste hemmeligheder. Intriger vælter op til overfladen, alt imens Blomkvist med selskab fra den noget alternative Lisbeth Salander bevæger sig ud på dybere og langt farligere vand end de nogensinde kunne have forestillet sig.

Den afdøde Stieg Larsson har pludselig oplevet en ufattelig popularitet med sin Millenium-trilogi, der nu har affødt sin første filmatisering. I sig selv er bøgerne allerede en oplevelse, der langsomt, men sikkert blæser læseren omkuld, hvilket ikke altid forvandles retfærdigt på film. Til alt held er den danske instruktør Niels Arden Oplev ganske indforstået med Larssons trilogi, og det kommer til udtryk igennem filmen, der helt ligesom bogen sniger sig ind under huden. Her serveres ikke hæsblæsende scener fra første sekund, men publikum guides derimod igennem voldsomme og næsten bestialske scener, der virkelig kan få maven til at vende sig. Alt dette sker, imens hovedpersonerne nænsomt folder sig ud og viser flere sider af sig på en højst interessant måde. Dette skyldes ikke mindst Blomkvist og hans kvindelige partner Lisbeth Salander, der sammen udgør et umage, men yderst funktionelt par.

Som den punkede, aflukkede og radikale hacker Salander ses Noomi Rapace, der leverer sit livs rolle. Ikke mindst fysisk imponerer hun med en afmagret krop, der ligger langt fra hendes naturlige udseende, men også med sin præstation kan hun roligt klappe sig selv på skulderen og velkomme sit store gennembrud. Som publikum finder man – takket være Rapaces præstation – ud af, at Salander er så indelukket og skadet materiale, at det for evigt og altid vil hjemsøge hende, ligesom det kommer til at hjemsøge publikum. Hun er en af de figurer, man aldrig vil glemme, og gudskelov for det. Rapace kan dog ikke klare det alene, i hvert fald ikke igennem hele filmen, og her er Michael Nyqvist noget nær det perfekte modstykke. Som Blomkvist bibringer han et roligt, men ihærdigt input til filmen, der trækker historien ud i de spændende vinkler, der hele tiden fastholder ens interesse. Han nægter at give op, både med Vanger-familien og Salander, og de følelser, der efterhånden blander sig i efterforskningen og hans personlige liv, bliver portrætteret med stor overbevisning fra Nyqvist.

Hvis man er i tvivl om, at nordiske film har international klasse, så bør Mænd der hader kvinder være den faktor, der får en overbevist. Niels Arden Oplev har skabt noget nær et mesterstykke, der, selvom den har en lang spilletid, formår at holde fast i publikum på stort set alle tidspunkter. Bogens fangende og drivende historie er blevet forvandlet til levende billeder med største respekt for Larssons værk, og når man samtidig kan få et så velfungerende makkerpar som Nyqvist og Rapace, så er det svært at se, også selvom man måske med vilje vælger at overse nordiske bidrag på det store lærred, hvordan man kan gå glip af årets vel nok bedste krimi.