Filmanmeldelse af Death Sentence

Death Sentence (BR)

Instruktøren af Saw tager fat i det velkendte hævn-fænomen, og dette med ingen ringere end forfatteren af En Mand Ser Rødt ved pennen.

Nick Hume er en fredsommelig familiefar, der med succes i både karrieren og familien, ligner en mand med det perfekte liv. Dette ændres dog brat af Nicks overværelse, af det brutale mord på sin ældste søn. Plaget af sorg tropper Nick op i retten, med en fast tro på retssamfundet, og en forventning om at gerningsmanden nu får sin fortjente straf. Dette sker dog ikke, og efter Nick lader sig fortælle at han ikke kan forvente anden retfærdighed, end et lille slag over fingrene, lader Nick sin vidnesbyrd gå i glemslen, og ser derfor sin søns morder valse ud af retssalen med et slesk smil om munden. Næsten uden at tænke, kaster Nick sig ud i et hævntørstigt vendetta mod gerningsmanden, og ikke længe efter ligger denne klynkende i en kælder med en meget afgørende kniv i maven. Nick tror fejlagtigt at han nu kan vende tilbage til resterne af sit liv, men gerningsmandens bande-kammerater har helt andre planer. Nu indledes en brutal kamp på livet mellem Nick og en hadsk og hævntørstig bande voldsbanditter, der bestemt ikke går stille for sig. Men Nick har stadig sin overlevende familie at tænke på, mens modstanden på ingen måde giver udtryk for at have noget at miste.

En Mand Ser Rødt ’08
I instruktørstolen sidder James Wan, der i 2004 indtog horrorgenren med storm med den første Saw-film. Denne gang er genren en kende mindre ekstrem, men volden er her stadig. Death Sentence er ikke en film der byder noget særlig originalt plot, eller en specielt dybsindig historie, men ambitionerne om dette har tydeligvis heller aldrig været til stede. I stedet genopfriskes den velkendte hævn-historie effektivt og ikke mindst voldsomt. Wans præstation heri ligger på trods af hans effektive forhold til voldsscener, i indledningen og historiens udfoldelse. De fleste film af denne slags, kaster sig ud i enten lange personindledninger der fylder 2 tredjedele af filmens varighed, eller halvhjertede historier der ender med ligegyldige personer og glemte motiver, men her skiller Death Sentence sig positivt ud. Ved hjælp af små hjemmevideoer og hvad der ligner overfladiske hverdagsscener og dialoger involveres vi hurtigt i familien Humes hverdag. Da tragedien indtræffer blændes der op for følelsesladet sekvenser der effektivt og hurtigt får seeren med ind i familiens sorg, og Nicks begyndende hævntørst. Det hele fortælles hurtigt, effektivt og uden ligegyldige svinkeærinder, så vi uden for meget pjat kan komme frem til actiondelen, mens der stadig er spilletid tilbage i filmens 105 minutter. Herfra går det på ingen måde langsommere for sig, og James Wans forhold til iskolde og ubarmhjertige voldsscenarier lever stadig i bedste velgående. Kevin Bacon klarer sig ganske fint i hovedrollen som Nick Hume, mens han flankeres af en række mindre erfarne skuespillere, der med undtagelse af et par bandebøller slipper ganske hæderligt fra skuespillet. Kun John Goodmans medvirken skiller sig mindre heldigt ud, men dette gøres til gengæld også ved både overdramatiseret skuespil, en for filmen ligegyldig person og en fjollet dialog. Death Sentence er på alle måder en film der falder i kategori med mundheldet Har man set én, har man set dem alle, men samtidig bør der tilføjes ét Kan du li’ de andre, SKAL du have denne med., og selvom historien er hørt før og actionelementer kan findes alle steder, er Death Sentence bestemt en actionthriller de fleste vil føle sig underholdt af.