Filmanmeldelse af Bangkok Dangerous

Bangkok Dangerous (BR)

Nicolas Cage prøver desperat at give den hele armen som hårdkogt lejemorder i det amerikanske remake af den thailandske film fra 1999.

Joe er lejemorder og udøver arbejde i hele verdenen baseret på et strengt kodeks, så længe der er penge på bordet. Han er dog efterhånden ved at være træt af sit erhverv, og da han ankommer til Bangkok for at færdiggøre en opgave, møder han en kvinde, der får ham til at sætte sit liv i perspektiv. I stedet for en simpel opgave står Joe nu overfor at skulle træffe sit livs sværeste beslutning og gå på kompromis med hans strikse kodeks.

Bangkok Dangerous så første gang lyset tilbage i 1999 i en thailandsk version med Pang-brødrene bag roret. Nu har de af uransagelige årsager valgt at genoplive filmen på amerikansk, og det bliver langtfra en succes. Historien er stort set den samme, men de har denne gang valgt at gøre hovedpersonen Joe til en kynisk lejemorder, der ikke stikker ud fra normen. I den originale film var Joe døvstum, hvilket gav et ekstra lag til hans personlighed, da han hverken kunne høre sine ofre eller skud, og hvorfor de i denne version skal vælge at ændre på dette og i stedet gøre det med Joes kærlighedsinteresse er ikke helt forståeligt. I stedet for at vække empati bliver netop denne pointe til et pladder-romantisk plot, der muligvis ville have gjort sig godt, hvis det ikke var fordi, at filmen fuldstændig overdøver sig selv i jagten på intens action blandet med en form for kærlighedsinteresse. Filmen vakler frem med vilde scener, der, selvom de til tider er imponerende, hurtigt falder fladt, da de ikke bliver forbundet ordentligt igennem filmen, og fordi klipningen prøver at være innovativ og fornyende, men tværtimod bare virker ensformige og trivielle. Det koldblodige billede af Joe begynder hurtigt at falme, og selvom det er meningen, at Joe efterhånden skal udvise følelser, så bliver det til sidst til en uinteressant skildring af en lejemorder, der indser, at mord ikke er det eneste, der kan betale sig i verdenen omkring ham.

Uheldigvis bærer Nicolas Cage en del af denne skyld. Han har i de seneste år gjort sig mere og mere i kedelige actionfilm, og hvorfor han har valgt at fortsætte sin nedtur i denne film er ikke til at vide. Hans kejtede skuespil bliver oftest næsten ubærligt, og manden har simpelthen mistet grebet om, hvordan man viser følelser på det store lærred. I scener, der ellers kunne være ekstremt emotionelle med hans nyfundne kærlighed, virker han utilpas, og det værste af det hele er, at han ellers er en af de skuespillere, der klarer sig bedst igennem hele oplevelsen.

Det er efterhånden blevet til en hel branche i sig selv at overføre asiatiske film til det amerikanske marked, men en gang imellem bør instruktører, skuespillere og andre filmfolk simpelthen stoppe op og indse, at det ikke er ensbetydende med succes, hvis bare man kan overføre en film fra et territorium til et andet. Bangkok Dangerous burde være forblevet i Asien, og det skyldes ikke kun en dårlig håndtering fra Pang-brødrenes side, men også intetsigende skuespil fra en skuespiller, der efterhånden er mere famøs for sin hårgrænse end for sit skuespil.