Filmanmeldelse af 300

300 (BR)

En tegneserie om 300 spartanere, der ikke forbinder død med nederlag. En forfatter der ikke lægger fingre imellem, og en instruktør med hang til voldsomme film, i en produktion hvor kun fantasien sætter grænser. 300 er endelig på butikshylderne

Det er højsæson for filmatiseringer af tegneserier. Mange har allerede været at finde på både biografplakater og butikshylder, og mindst ligeså mange er allerede undervejs. Ridende på bølgen af Sin Citys popularitet og middelalder/fantasy-genrens mange store slag med tusindvis af statister på skærmen samtidig, gjorde Zack Snyders filmatisering af Frank Millers tegneserie 300, til en selvskreven succes allerede før biografpremieren. Alligevel har mange som undertegnede nok udvist en smule skepsis, på grund af det faktum at hele filmen er indspillet på blue-screen. Dette betyder at der stort set ikke er besøgt en eneste location, eller bygget nogle kulisser. I stedet er alt lavet ved computernes visuelle kræfter, mens skuespillerne har udført deres job foran en blå skærm. Dette har som sådan været set før, men det betyder ikke nødvendigvis at det vil virke denne gang. Første gang vi så dette, var i Sky Captain & The World Of Tomorrow og her kan det ikke just siges at virke synderligt overbevisende. Senere har det været set i Robert Rodriguezs Sin City, og her må selv de mest stædig skeptikere dog indrømme, at det rent faktisk virker. I Sin City hjælpes det dog på vej af både filmens generelle stil og leg med farver samt filtre. Men Frank Millers navn på kildematerialet er ikke det eneste 300 og Sin City har til fælles. I 300 leges der igen med med farver og filtre, og igen tjener det absolut til filmens fordel.

Blod, Bryster og Brutale Børster
300 fortæller fablen om Kong Leonidas og hans 300 spartanske tropper, der ved Thermopylæ i Grækenland holdte stand mod Xerxes persiske invasionsstyrke der bestod af op til en million vrede sydlændinge. Hver af de 300 spartanere har fra barnsben levet en krigers liv, og deres hænder har holdte første gang om et sværdskæfte da de lærte at gå. En ung spartaners liv og træning (hvilket stort set er det samme) rummer utallige udfordrende og dødsensfarlige prøver, førende til at enhver spartaners eksistens vidner om en ukuelig viljestyrke og bemærkelsesværdige kampfærdigheder. Da Xerxes første sendebud foretræder for Leonidas, og høfligt men bestemt beder dem om at underkaste sig Xerxes regime frivilligt, reagerer Leonidas med et spontant og meget velplaceret spark i mellemgulvet på sendebudet, der som følge deraf falder i en bundløs brønd. Krig er uundgåelig. Men Leonidas fratages retten til krigsførelse, af en kombination af korrupte seere og benhård politik, og efterlader sin hær i hovedstaden og i stedet drager i krig med 300 udvalgte tropper. Uden både håb eller intentioner om at komme levende hjem, forskanser Leonidas og hans 300 sig, i passet De Varme Porte der er den eneste vej til hjertet af Sparta. Passet er smalt og Xerxes hærs overtal bringes til skamme af dalens begrænsning af samtidigt passerende tropper. Mens de blodige kampe står på ved Spartas kyst, forsøger Leonidas kone at overtale det spartanske råd til at erklære Xerxes krig, og derved frigive den tilbageholdte hær på 10.000 mand, for at komme Leonidas til undsætning. Dog har Leonidas for længst kastet håbet om undsætning fra sig, og lever nu kun for at yde så meget modstand som overhovedet muligt, inden det uundgåelige nederlag må ses i øjnene.

300 skal ses for hvad den er. Her er ikke nogen historiske lektioner, nogen dybere morale eller intellektuelle budskaber. Hvad her derimod er, er action, og dét er her til gengæld meget af. Kampscenerne afløser ustandseligt hinanden, og krydres lystigt med smarte macho-bemærkninger. Blodet flyver brutalt gennem luften sammen med afhuggede legemsdele, og heltedyrkelsen lever i bedste velgående. Der er rent ud sagt dømt drengerøv fra start til slut, og det virker. Leonidas’ kamp er et orgie af action og visuelt pral, der uden at sætte farten ned underholder enhver actionfan fra start til slut. Frank Miller der udover Sin City også var tegner/forfatter på tegneserier som Daredevil og Dark Knight (og derudover også skrev manuskriptet til den mindre heldige Robocop 2) har skabt et forrygende actioneventyr, og instruktør Zack Snyder (Dawn Of The Dead) viser sig på alle måder opgaven værdig. Filmen stråler på alle plan, både action, billede og lyd gør den til en forrygende filmoplevelse, og Blu-Ray-formatets høje opløsning og fremragende lyd er på alle måder filmen værdig.

Siden Blu-ray-formatet første gang ramte de danske spilhylder, har formatet fået skældud for dets ”høje” pris. Igen skiller 300 sig ud fra markedet, ved at blive søsat til samme pris som DVD’ens 2-disc-version, uden at noget ekstramateriale er blevet sparet væk. Faktisk rummer 300 til forskel fra mange andre Blu-ray-film, ekstramateriale i høj opløsning. Udover de altid interessante slettede scener, er her utallige helaftensdemonstrationer af filmens skabelse, og selvom man måske ville mene at dette var mindre interessant på grund af de mange blue-screen-optagelser, ender det faktisk med at virke meget dragende på seerens nysgerrighed. Som altid er ”Behind The Scenes”-optagelserne fyldt kvalmende glorificering de involverede filmfolk imellem, men man kan ikke lave om på at man virkelig får noget for pengene. 300 får herfra de varmeste anbefalinger, nogen actionfan kan give til en anden. Den skal som sagt ses for hvad den er, men er dette hvad man vil have, er det umuligt at blive skuffet.

» Pris: (+ ,- i fragtomkostninger) - Køb filmen her…