Filmanmeldelse af Yacoubians Hus

Yacoubians Hus (BIO)

Portræt af liv, oplevelser og udfoldelser i en ejendom beliggende centralt i Cairo. En historie med stærke modsætninger til traditionel arabisk kultur.

I forhold til helt konkrete plots og helt lineære storylines vælger nogle film at præsentere sig som større "meditationer" eller spekulationer over konkrete emner og ud fra det skabe sig en film med dybere mening og som regel også bredere perspektiver.

Sådan en film er Yacoubians Hus og den starter ud med en stilmæssigt elegant præsentation af det hus, hvori vores hovedpersoners liv udvikler sig fra og hvilke historiske rødder huset besidder.

Vi får forskellige indblik i forskellige liv; En ældre, rig entrepenør der har studeret fint i Paris, men som for det meste nu jagter kvinder, en homoseksuel avisredaktør der har en ung politimand i sigte, en ung og smuk kvinde der må finde sig i kønslig undertrykkelse på sin arbejdsplads, hvor hendes chef forventer seksuelle ydelser til fordel for bonusser, pigens kæreste som bliver afvist ved sit ønske om at blive politimand fordi hans slægt ikke viser sig fornem nok. Undervejs udvikler han sig til en islamisk militant. Derudover møder vi også en bilhandler med smag for politik og som forsøger at skaffe sig ind gennem forbindelser.

I træk med at filmens forskellige hovedpersoner udvikler sig som de gør, med hver deres dagsorden, synes det allerede tydeligt at de næsten tre timer ikke kommer til at gå med almindelig action/komedie eller anden traditionel filmhistorie, men nærmere med debat, samfundsbillede og kulturchok, samt andre større perspektiver. Kender man blot en smule til traditionel arabisk kultur, og navnligt i Egypten, vil man måske allerede sætte sin finger på at homoseksualitet er kontroversielt og slægt, arv og familie spiller en stor rolle i forhold til ens status i samfundets øjne og samfundets hieraki. Har man ikke blot en fornemmelse for dette, skabes billedet næsten automatisk undervejs i filmen. Snak om ære, familieære og Islam optræder jævnligt, men ikke for at styre en bestemt opfattelse blandt publikum, men måske nærmere for at splitte én. Et religiøst styret samfund og hvordan Islam har sin indflydelse for især dem der behøver en gnist eller et håb mere end andre, og opfattelsen af hvordan kontroverser indstiller sig over et samfund præget af en særlig kultur.

Ved at skulle beskrive denne film skal man næsten tage flere ting i betragtning; hvori består filmens speciale og hvori består den spænding der gør at man som en dansk tilskuer har modet til at følge 3 timer der foregår på arabisk?

Selvom handlingen svejer til tider så det lader til at der er givet lidt køb på storyline til fordel for at kunne give plads til mere samfundskritik, så er der begivenheder der, måske fordi de er kontroverser eller nærmere tabuer, vækker en smule spænding. Som når den unge politimand der selv er heteroseksuel men alligevel ligger i med den homoseksulle bladredaktør, sidder og græder i redaktørens arbejdsværelse fordi at han frygter Guds straf for det seksuelle han gør. Hvortil redaktøren spørger om det virkelig kan være så slemt at have den type elskov når det nu er en barmhjertig Gud der elsker alle der sidder og dømmer foroven.

Filmen følger foruden også en ung mands vej for at opnå sin drøm om at blive politimand og selvom han har karaktererne og kvalifikationerne til det bliver han afvist på grund af hans fars dårlige social status som vicevært for Yacoubians Hus. Herefter går han på universitetet for at studere og oplever også her en tydelig hieraki-forskel mellem de fattige og rige elever eller skelningen mellem fornem slægt og dårlig slægt, hvormed at den ene sidder forrest på rækkerne og den anden sidder bagerst. Herefter begynder han at tage den mere fundamentalistiske del af Islam til sig og gror fuldskæg og begynder at anse sin kæreste, der ikke deler interesse med den hårde kerne af religionen, som en kvinde der burde have sin rolle i hjemmet som i gammel traditionel forstand og ikke som i den moderne verden vi lever i i dag. De skilles efter uoverensstemmelser og manden ryger i fængsel for en voldelig demonstration og oplever rædsler der blot antænder et stærkt had i ham der ender med at forvolde ham større smerte.

Filmen har tydeligvis en masse at byde på, men det er svært at holde fokus hele tiden når der er mange forskellige historier at tage hensyn til og mange forskellige udfoldelser der skal finde deres troværdighed. Der er dog, som illustreret ovenfor, begivenheder der giver anledning til eftertanke, men generelt står de enkelte handlinger meget alene og skønt det måske er formålet efterlades man lidt til at skulle huske, hvor der blev sluppet når historierne overlapper hinanden.

Handlingen er lang, måske lidt længere end hvad godt ville være for et almindeligt publikum der skal se på det for den almene interesses skyld. Det er den dybere mening og de moderne portrætter af moderne folk versus et religionsledet land der bygger på mange stolte traditioner og hvordan det møder mennesker der lever i en forandringens verden, der skal lokke og ikke tanken om lidt godt, gammeldags drama som vi ellers synes at kende det. Kan man tage de briller på, kan man komme igennem med en god smag i munden, men ellers falder man nok lidt af undervejs og et fremmedsprog vil altid gøre det lidt sværere for folk at sætte sig helt i forbindelse med karaktererne når man skal følge underteksterne i stedet for talen.