Filmanmeldelse af Tropic Thunder

Tropic Thunder (BIO)

Ben Stiller rammer plet med sin komiske portrættering af prima donna filmstjerner, Vietnam-krig og plastikoperationer!

Det er ikke altid nemt at være den "loyale" biografgænger som gerne vil vælge sine filmaftener i de store sale med varieret smag så man får et drys af kunsten og et drys af underholdningen og uden at nogle af delene virker platte. Med Tropic Thunder får man, hvad man søger på det område!

Oftest bliver valget af film bedømt efter den umiddelbare fornemmelse man får i kroppen når man læser titlerne i rækkefølge fra top til bund på de aktuelle biograflister, og så kan det godt være en fordel for en film at mandsopdække sig selv med en titel der giver biografgængeren en smag af power i munden når denne læser den, for det inviterer nemlig til at kigge filmen nærmere i bedene. Med en titel som "Tropic Thunder", der giver associationer til et spændingsfyldt drama i tropernes tætpakkede omgivelser, så skal der være tale om et lidt særligere tilfælde, hvis én person ville hoppe forbi uden at fatte bare den mindste interesse.
I sådanne tilfælde som ovenstående er det så nu filmens yderligere pligt, så at sige, at kunne levere en vare der nu kan matche eller overbyde de allerede underbevidste forventninger til indholdet. Og i dette tilfælde? Tropic Thunder lever op til forventningerne man eventuelt måtte have, når man sætter sig til rette under forestillingen og håber på at kunne se noget spænding udfolde sig på lærredet!

Men som en balancerende komedie/action film der tager udgangspunkt i opbygningen af den fiktive film "Tropic Thunder" i handlingen med diverse fiktive stjerner i det fiktive cast på det fiktive set, så kan man ikke forvente det der faktisk sker i historien. Det er alternativt, sjovt og lidt ude på det urealistiske, men interessante plan.
Uden at kunne trække på den store erfaring ville man vel nok kunne bruge ordet "originalt" til at beskrive det man oplever. På den måde forstået er filmen lavet med en hel del finesser som f. eks en talent-agent der spiller Nintendo Wii, en overraskende og ganske humoristisk indledning med en lille kort optræden af Spider-Man himself aka Tobey Maguire og en særdeles imponerende optræden af Robert Downey Jr, hvis rolle giver den som sort officer i den fiktive film der skal ligne en film om Vietnam-krigen. Hvad end man er til humor der spiller på det fjollede, det seriøse eller bare det dybt mærkelige, så kan Tropic Thunder levere varen i mere end én forstand.

Filmen er både skrevet, instrueret, og den ene hovedrolle spillet, af Ben Stiller som dermed har taget et dristigt skridt i sin karriere, men det ser alt sammen ud til at være vellykket; alting fungerer i Tropic Thunder, lige fra Jack Blacks lidt håbløse, men mægtig komiske figur, Jeff Portnoy, hvis karriere er overlevende på prutte-komedier der ligner en parodi på Eddie Murphey's "The Nutty Professor" film, til den aldrende, skrappe Vietnam-veteran i Nick Nolte's skikkelse, som i filmen har skrevet bogen som den fiktive film er bygget på, men som viser sig at være en lidt anden end den han udgiver sig for.

Selv på nogle, rent dramatisk, "afgørende" tidspunkter i handlingen overrasker filmen med plottwists man bare finder ustyrligt morsomme!

En anden spøjs vinkel er en genskabelse af Oscar-uddelingen i USA som spiller en mindre rolle i filmens sidste halvdel. Der uddeles en Oscar-statuette til én af skuespillerne der spiller skuespiller i filmen, en ganske passende del bygget på virkelighedens hyldest til virkeligheden filmskabere; spotter man en underbevidst appel til de høje herrer i Hollywood? Det vides ikke, men det trækker i hvert fald filmen hen imod slutningen på en god måde, der samtidig markerer enden på et godt grin støbt i en ægte action-ramme, og befolket med talentfulde skuespillere og en modig mand, Ben Stiller. Tropic Thunder vil lune de kedelige grå aftener eller fyre op under stemningen på de hede sommernætter; en film til alle lejligheder!

» Pris: 49,00 DKK (+ 0.00,- i fragtomkostninger) - Køb filmen her…