Filmanmeldelse af The Spirit

The Spirit (BIO)

Flotte visuelle effekter der minder os om "Sin City", men det redder overhovedet ikke en på alle måder katastrofal eksekvering!

"The Spirit" er baseret på den amerikanske avisstribe/tegneserie - superhelt af samme navn og finder sted i en noget lignende film noir-tilstand i byen Central City.

Byen er som mange andre storbyer, og typisk for et superheltemiljø, plaget af kriminalitet, onde genier og ægte diamanter der bæres af femme fatale'erne.

Vi møder her The Spirit, hvis navn bæres på grund af det selvopfundne påskud at han er byens ånd og der er afsat spilletid til mini-monologer der forklarer i en poetisk stemning, hvordan byen er hans elskede.

Denny Colt var politimanden der blev offer for en brutal skæbne i et forsøg på at være et ordentligt menneske i en slem storby. Men det eneste problem var, at da han blev lagt i sin kiste under jorden, opdagede han at han ikke var død. Det var herfra at han nu påtog sig ansvaret for at fungere som retfærdighedskæmper og allieret med sine tidligere arbejdsgivere. På grund af hans "udødelige" tilstand er han nu i stand til at udføre fysisk udfordrende, og for dødelige umulige, opgaver som The Spirit! Èn af dem er at jage sin ærkefjende, Octopus, spillet noget kejtet af Samuel L. Jackson og denne har naturligvis også sin smukke femme fatale, Silken Floss, spillet af Scarlett Johansson, ved sin side.

I de godes + de mindre godes roller, ses den delvist ukendte skuespiller, Gabriel Macht, i hovedrollen som forkæmperen, mens Eva Mendes er filmens anden femme fatale, Sand Saref, der samtidig også er loddet der får vægtskålen til at tippe til begge sider, alt efter hvad hun træffer af valg. Samtidig har Mendes og Macht's roller tilsyneladende også en tidligere romance hængende over sig.

Man kan hæfte sig ved et nogenlunde overskueligt persongalleri og nogle ganske imponerende visuelle effekter der trækker et tydeligt spor af tegneserie, anime og film noir med sig. Lignende så vi i filmen "Sin City". Men filmen lider til gengæld meget hårdt under fuldkomne mangler på næsten alle andre områder!

Fortællingen er næsten latterlig da plottet stort set er umuligt at følge og så alligevel ikke. På den måde ment at man synes at forstå at skurken, Octopus, er ude efter en græsk sagnvase, hvis indhold kan gøre ham udødelig. Samtidig spiller græsk mytologi også ind i Saref's skæbne, da hun er ude efter Jasons Gyldne Skind. Men hvordan nogen af tingene er linket sammen forbliver en irriterende gåde selv efter at man har rejst sig og forladt biografen. Man undrer sig også meget over, hvorfor Samuel Jackson og Scarlett Johansson, under et forhør af The Spirit, pludselig optræder i fuldklædt nazi-kampuniform, hvis man blot skal nævne en anden ting der er svær at forstå.

Den store irritation er den fuldkomne fordrejning af et gyldent princip inden for dialog og manuskriptskrivning der hedder: "Show it, don't tell it". Publikum bliver fra starten behandlet og adresseret næsten som idioter der ikke selv kan tolke udviklingen på filmlærredet og man bliver inviteret ind i handlingen med en næsten dikatorisk skik der fortæller os, hvem vi skal synes om og hvem vi ikke skal synes om. Dialogen er simpelthen grinagtig og fejler på mange måder!

Afsluttende må man sige at filmen generelt set synes at køre i et gear der er alt for højt til, hvad den kan magte. Interessen falder simpelthen efter de første blot 20 minutter. Hele tiden veksles der mellem en farce, en parodi og så en smule seriøsitet når Spirit omtaler byen for sig selv. Man bliver meget forvirret over, hvilken type film den helst gerne vil statueres som. Og hvis filmen ikke er enig med sig selv på så vigtige punkter, så er det på ingen måde fair at forlange at publikum skal kunne gøre sig klog på den heller!

Kendere af tegneserien ville måske få meget mere ud af filmen end os andre der intet kender til serien. Men pointen med at lave en film ud af en tegneserie skulle helst gerne være at ALLE skal kunne gå ind og se den og få en fornøjelig oplevelse ud af det! Det virker ikke i dette tilfælde som om instruktøren eller manuskriptforfatteren helt har forstået netop det!