Filmanmeldelse af The International

The International (BIO)

En thriller med et stort ego som gerne vil lege med tunge emner og nærmest kryptisk dialog, men trådene tabes undervejs.

Inden noget andet skal siges skal der først lyde lidt af et jubelråb! Danske Ulrich Thomsen har nemlig den helt store birolle i denne film og placeres næst efter hovedrolleindehaverne, Clive Owen og Naomi Watts, på rollelisten. Det er en kærkommen dansk tradition at skynde sig at flage for danskeres brag i udlandet; særligt da man, efter Ringenes Herre, fandt ud af at Viggo Mortensen var halvt dansker blev der erklæret folkefest landet over!

Og endnu bedre bliver det for det danske publikum der går ind og ser "The International" for i en sekvens undervejs sidder Ulrich Thomsen med sin søn i filmen og taler dansk! Helt igennem klare replikker i en amerikansk storfilm - på dansk! Man føler en lille indre glæde!

Når så den nationale stolthed i kroppen har lagt sig vender vi tilbage til realiteterne. "The International" er instrueret af Tom Tykwer som er en tysk instruktør, men blandt andet har lavet "Heaven" med Cate Blanchett. Som nævnt ses Owen og Watts i hovedrollerne, efterfulgt af den tidligere Oscar-nominerede tyske skuespiller Armin Mueller-Stahl og selvfølgelig Ulrich Thomsen. Filmen tager sit afsæt i en Interpol-agents samarbejde med en Vicestatsanklager i New York om at bringe en gigantisk bank til fald efter mistanke om ulovlig våbenhandel samt blandt andet mistanke om mord på én af deres samarbejdspartnere. Denne er i starten af filmen i gang med at lokke en kender af bankens aktiviteter til at afsløre sin viden, men begge bringes til tavshed ganske hurtigt.

Filmen har en overraskende effekt af underholdning efter en egentlig ret tam storyline. Det synes at være en kedelig tradition i mange af de store amerikanske thrillere at de falder dybt efter at prøve at have fløjet højt. I nogle tilfælde må drama vige for action og fede viselle effekter og i andre tilfælde, som her, må troværdighed vige for drama. Den slags thrillere tager for store mundfulde end de kan klare.

Historien i "The International" holder ikke meget vand og trådene der tages op tabes hurtigt igen på gulvet uden at have en ende på sig. Det lægger ud med at være en bank der skal efterforskes for ulovlig våbenhandel, dernæst et mord og af oven i købet af et lidt akavet makkerpar. Owen og Watts er hver især Interpol-agent og Vicestatsanklager, hvortil man tænker, hvordan de to nogensinde er havnet på samme sag! Det havde nok været mere logisk at de begge havde været Interpol-agenter eller noget lignende.

Filmen laver et ganske forvirrende U-sving da pludselig en italiensk premierminister-kandidat bliver snigmyrdet under en politisk tale, efter at have snakket off-the-record med Agent Salinger (Owen) og Vicestatsanklager Whitman (Watts) og forklaret dem om sin fortid i forbindelse med våbensalg. Det er forvirrende fordi at Salingers og Whitmans efterforskning nu pludselig vender sig mod dette mord og efterlader sporet omkring deres egentlig mistanke mod banken. Nu linker de pludselig mordet til banken uden særlig bevægelsesgrunde andet end deres egen personlige overbevisning.

Der er mange flere detaljer at slå ned på i historiens troværdighed, men det vil blive for langt og kompliceret. I stedet kan det siges at, som før beskrevet, effekten af underholdning af én eller anden mystisk årsag slår til som en positiv vinkel. Givet af historien ikke holder tæt må det være skuespillet eller de filmiske scener der imponerer; især en scene der udspiller sig på Solomon R. Guggenheim-museet i New York imponerer med sine klip og i sin udfoldelse i form af en hed skudduel som Salinger er involveret i.

Men som filmen fortsætter, og ryger ud i et nærmest absurd episk vakuum med Salinger der ene mand påtager sig at bringe det store "magtimperium" til fald uden for lovens tilladte grænser, begynder man at frygte slutningen. Ikke så meget fordi det skal være uhyggeligt, men fordi man egentlig ikke ser, hvordan filmen kan slutte på en fornuftig måde. Og ganske rigtigt kvalificerer slutningen sig nærmest som den tammeste del af hele filmen og nærmest i konflikt med sig selv. Skarssen (Thomsen), leder af banken, står ansigt til ansigt med et pistolløb der har Salinger for den anden ende, og han påstår selv at der blot vil komme en ny og overtage hans plads, hvis han bliver skudt. Udfaldet bliver efterfølgende at vi ikke får noget godt svar på noget af det som historien har bygget op til og det er surt for man forventer sig i hvert fald én eller anden form for afklaring.

Der falder lidt af underholdningsmæssigt der gør at filmen kan ses og det er umiddelbart svært at sætte en nøjagtig finger på, hvad det er. Derfor kan filmen godt ses, men man må gerne medbringe sin indre detektiv. For at se denne film, og faktisk forstå handlingen, kræver lidt af en indsats fra tilskueren selv.