Filmanmeldelse af Righteous Kill

Righteous Kill (BIO)

De Niro og Pacino jager en poetisk seriemorder, men søger også gråzonerne mellem selvtægt og retfærdighed!

Hvis man nu bare starter med at nævne navnene "Robert De Niro" og "Al Pacino" så burde de fleste nok allerede have en vis forventning til denne films standard. De to stjerner kan med en vis sikkerhed betegnes som en del af Hollywoods tunge drenge og deres store succes med film som "Goodfellas"(De Niro) og "Scent of a Woman"(Pacino) har været med til at slå deres navne fast i toppen af stjernerækkerne.

I dette nye krimidrama; Righteous Kill skal de så danne makkerpar som hærdede NYPD kommissærer der skal fange en seriemorder, hvis varemærke er et visitkort efterladt på gerningsstederne indeholdende poesi, og det er igen en mulighed for de to skuespillere til fortsat at bevise at de kan deres kram. Der er heller ikke en finger at sætte på deres spil, de gør det aldeles fremragende!

Selve filmen kan også betragtes som en biografnydelse og en krimi af slagsen man kan tage til sig og tænke nærmere over da den indeholder et vist filosofisk aspekt der behandles i form af hvilke grænser eller gråzoner der ligger mellem retfærdighed, selvtægt og etisk forsvarlighed.

Som garvet gænger i det New York'ske politikorps må man have vænnet sig til at se lidt af hvert og makkerparret Turk(De Niro) og Rooster(Pacino) er efterhånden ved at være godt trætte af se retfærdigheden blive stampet på og de "skyldige" forbrydere gå fri fra domstolene én efter én på grund af den ene eller anden minimale årsag. Tilbage står de to kommissærer og føler at deres arbejde bliver latterliggjort, og de vælger derfor at gøre noget yderligere selv for at få fængslet dem de ved er skyldige i deres forbrydelser, og sørge for at holde gaderne rene. Det kommer dog til at udvikle sig mere indtil det punkt, hvor at det står klart, at vejen tilbage ikke længere er eksisterende og hvordan gør man så? Det er det filmen udvikler sig hen imod, i takt med at en farlig seriemorder skal fanges. Pudsigt nok synes alle ofrene at have kontakt eller kendskab til én eller begge af politikommissærerne; er det så én fra egne rækker i korpset der er synderen? Man må bare læne sig til rette og lade lærredets "kloge hoveder" udrette trådene og håbe på at de i ens eget hoved også giver mening, for hvad er ellers det sjove den slags film?

Det interessante ved selve historien er at den bliver fortalt som et flashback gennem en videofilm indeholdende Turk der afgiver et udsagn direkte til skærmen. Med dette element, samt andre, følger vi kursen mod opklaringen af de bizarre mord og kun som et godt krimidrama kan levere det er der klassisk New York'er accent med populære fraser som "Fuck you", "Motherfucker" og andre meget spydige ord i den amerikansk/italienske sproggenre at byde på og én enkelt gang dukker der også en klassiker af en replik op som: "This conversation never happened - What conversation?"

Til dette må man så dog sige at det bliver for tæt på overfladen for reelt set er det sjædent for at høre klassiske replikker vi går ind og ser filmene i biografen; klassikerne befinder sig bedst i DVD-form på hylderne hjemme i stuerne, biograffilm er til for at skabe noget nyt og spændende!

En anden fornemmelse man kan have siddende i kroppen når man rejser sig og forlader salen er at historien faktisk ikke har bidt sig så godt fast som den egentlig burde. Når der siges "burde" er det fordi at filmen har et ganske eftertænksomt omdrejningspunkt; grænsen mellem selvtægt og retfærdighed - retfærdighed og mord, heraf titlen" Righteous Kill", men at den røde tråd i handlingen var for simpel, er en tankegang der gør sig mindst ligeså gældende som det filosofiske præg. Det er igen som om at en klassiker har gemt sig bag nye rammer på et nyt lærred, for når alt kommer til alt kan spændingen omtales på meget enkel vis: Mod slut bliver hele vores forståelse vendt på hovedet og så indfinder den uundgåelige tragedie sig på passende vis i kosmos, og vi tænker: "Javel, så var det altså alligevel sådan!" og går, formentlig, glade hjem.

Det duer dog alligevel som god underholdning; nogle klassiske rammer er til for fornøjelsens skyld og skal ikke nødvendigvis udskiftes for det forvirrende, usimple og eksperimenterende for bare at ryste biografgængerens vaner. Filmen er den gode slags krimi med de fine jakkesæt, de mange hår på brystet og de rå toner og samtidig indbyder den selvfølgelig til at sætte motiverne i perspektiv og det lykkes endda at frembringe den personlige tanke: "Ville jeg måske gøre det samme? Hvad er ret og hvad er forkert?".
For den gode sammenblanding af klassisk og filosofi skal filmen have ros og er man De Niro/Pacino fan, eller måske begge, så skal man da afgjort gå ind og se dette brag af et samspil mellem de to giganter!