Filmanmeldelse af Planet Terror

Planet Terror (BIO)

En farlig gift gør alle folk til zombier, men en lille del af dem er immune. Disse skal nu redde hele verden i Robert Rodriguez' hyldest til zombie- og splatterfilm i hans del af Grindhouse.

Cherry er stripper, men hun finder det ikke længere spændende at danse op og ned af en stang aften efter aften. Da hun forlader sit job, har hun dog ikke en anelse om, hvad der venter hende. Et eksperiment er gået galt mellem nogle elitesoldater, ført an af en skrupelløs leder, og et firma indenfor nervegas. Dette leder til, at en lille by bliver overdynget af giften og herefter bliver de fleste indbyggere forvandlet til zombier med stor smag for blod og indvolde. En gruppe mennesker inkl. Cherry viser sig dog at være immune overfor giften, og herefter er deres mission klar: at redde hele menneskeheden.

Robert Rodriguez har altid stået lidt i skyggen af Quentin Tarantino på trods af, at deres kvaliteter er absolut på samme højde. Måske er det fordi, at Rodriguez’ film ikke tiltaler så mange, eller måske er det bare fordi, at folk ikke har fået øjnene op for hans unikke film. På det seneste har hans veje dog krydset meget med Tarantino, fx i Sin City, og nu har de sammen kastet sig over en hyldest til genren ’grindhouse’. Hvor Tarantinos Death Proof var en typisk Tarantino-film, så har Rodriguez også taget fat på en genre, der ikke ligger langt fra hans tidligere film. Men hvor hans film tidligere har været alvorlige med et seriøst tema, er denne film dog anderledes. Manuskriptet er ikke helt så gennemført, som Tarantino formår at gøre det, men til gengæld formår Rodriguez at bringe action frem på det store lærred uden det bliver for trivielt, samtidig med at der er blevet smidt en stor dosis humor udover hele filmen. Der er den ene sjove scene efter den anden, og selv når folk eller zombier bliver dræbt på den ene groteske måde efter den anden, kan man ikke lade være med at grine.

Derudover har Rodriguez også skabt den helt rigtige grindhouse-stemning i filmen med billederne, hvor der ofte kører striber over skærmen eller farven ganske enkelt forsvinder, ligesom det var tilfældet i de gamle (drive-in) biografer. Et klogt træk der kun forstærker filmens kvalitet og Rodriguez’ evner.

En stor tak for dette skyldes dog også skuespillerne. Som det var tilfældet med Death Proof, fortsætter denne film med rigtig gode optrædener fra både kendte og mindre kendte skuespillere. De formår at vise humoren frem på den helt rigtige måde på det helt rigtige tidspunkt, og sammen med Rodriguez’ instruktion, smelter det hele simpelthen sammen til en oplevelse udover det sædvanlige.

Selvom det måske kan synes ganske alvorligt, at hele verden står overfor en zombie-trussel, så behøver det faktisk slet ikke at blive taget så alvorligt. Slet ikke når plottet skal under kyndig bearbejdelse af Robert Rodriguez. Med et godt skuespillere-ensemble og samtidig sans for god instruktion og små detaljer har Rodriguez absolut tilført Grindhouse en værdig halvdel, og han giver stærkt modspil til Quentin Tarantino, som ellers sjældent kan matches indenfor disse genrer, når det gælder film. Dette er en kæmpe hyldest til gamle splatterfilm, og hvilken retfærdighed den yder dem.