Filmanmeldelse af Pigen og Ræven

Pigen og Ræven (BIO)

Fransk filmmagi der præsenterer en cocktail af eventyrfortælling, dokumentarfilm og spillefilm med en ganske særlig morale.

Nogle gange er man heldig nok til at finde en perle blandt de mange tomme østers.

For hvis ikke dette er en filmperle, hvordan skal man så ellers logisk kunne forklare at man har forladt Grand Teatret med en oplevelse af just at have været på en emotionel rutchebanetur i hele følelsesregisteret og faktisk har ladet filmens flotte og farverige røde snor trække én nænsomt helt ud i de sørgeligt hjørner, de forbløffede hjørner og de moralske hjørner i løbet af samme handling?

For umiddelbart afslører selve resumeet ikke noget om nogle af disse oplevelser man i løbet af filmen kommer ud for. Det er faktisk tæt på at være en så simpel handling at man næsten kan frygte for at turde gå ind og se den da man måske hellere synes det er noget der hører hjemme i et H.C. Andersen eventyr på fire sider end i en hel spillefilm på 92 minutter.

Det er den simple, men smukke historie om en lille piges venskab med en vild ræv der bor ude i de franske skove og om, hvordan venskabet udvikler sig til noget ganske særligt. Det kan næsten ikke være mere enkelt, så det store spørgsmål er nu: Kan det overhovedet holde publikum interesserede/vågne gennem samtlige 92 minutter? Og ja, det kan det absolut!

Filmen er skrevet og instrueret af Luc Jacquet, den franske instruktør der vandt en Oscar ved sidste prisuddeling for "Pinvingmarchen" i kategorien: "Bedste Dokumentar". Det er derfor måske ikke helt uden forståelse at filmen har en skarp vinkel der minder meget om dokumentarstilen med "svære" billeder af selve ræven inde i hulen og et kamera der følger rævens færd og gang rundt som var det et portræt af ræveracen, men det er én af filmens særlige stjernekvaliteter og her er årsagen:

Netop den dokumentar-agtige stil der er blevet anvendt til at optage filmen spiller den meget vigtige rolle at den er med til at skabe menneskelige følelser og personificering af ræven som jo sjovt nok har den ene af de to hovedroller. Det er derfor vigtigt at publikum ikke bare opfatter ræven som en ræv, men filmen skal kunne fremvise billeder af ræven som var det et naturligt menneske vi fulgte rundt omkring i naturen på godt og ondt; Dyreelskere ville måske have nemmere ved det, men det grundlæggende princip er at der skabes et menneskeligt portræt af ræven der gør, at vi kan sidde og føle for og med den, blive bange når den bliver jaget og blive triste når den kommer ud for noget barskt. Det er altsammen en del af filmmagien der gør at vi, som mennesker, sætter os 100% ind i venskabsforholdet mellem både pigen og ræven for vi begynder at kunne se det fra begges sider. Ræven har sin egen personlighed der gør den menneskelig.

Derfor er stilen skarp og det er en genial metode til at gennemføre filmen og det er én af grundene til at vi får så mange følelser med os når vi vises gennem handlingen.

En anden meget vigtig ting er moralen i filmen. Det er fantastisk først og fremmest at filmen kan komme så meget rundt omkring i naturen og vise f. eks et storslået panoramaview fra toppen af en klippe ud over hele den storslåede grønne omegn, som den gør, og at man kan se at det ikke er et billigt trick for at score billige point; det er jo en del af handlingsplanet.

Moralen er derfor ikke noget der rigtig tænkes over før hen imod slutningen af filmen da man tydeligt får skildret betydningen af venskabet for henholdsvis ræv og pige, de er jo to forskellige væsner med to ganske forskellige perspektiver og menneskets bevidsthed interagerer med følelserne på en måde der er stik imod rævens naturlige væremåde og instinkter. Konfrontationen er uundgåelig, ikke smertefuld at beskue, men naturlig og tankevækkende. Den lille pige råber tit når ræven løber: "Hvor skal du hen? Vent på mig! Du må ikke være sur, jeg mente det ikke!". Det viser med al tydelighed at pigen tolker ræven ud fra menneskesyn og automatisk forventer at ræven gengælder med en naturlig, menneskelig reaktion; naturligvis er det ikke rævens måde at reagere på.

Siden filmen bliver fortalt igennem et flashback dukker den egentlige morale således først op til slut, da vi hører pigen, nu som voksen og mor til en lille dreng, sige en replik der brænder sig fast i hukommelsen: "Tror du ræve kender til kærlighed?". Drengen mener nu ja, men vi som publikum tænker selvfølgelig godt og længe over netop denne replik. Den siger så ufattelig meget om, hvordan vi selv føler for dyr, men hvordan dyrene faktisk opfatter det samme helt anderledes!

Der lægges ikke skjul på at filmen er eventyrromantik både for voksne og for børn. Emnet om dyr og natur skildres nydeligt og romantisk, ligeledes kærlighedsforholdet mellem pigen og ræven og alle kan følge med og blive grebet og fortryllet. Alligevel må man nok sige at filmen ikke er for de allermindste eller for folk der knap nok kan TÅLE at se dyr have det dårligt(undertegnede er selv blandt dem) for filmen skildrer naturen på både godt og på ondt og ikke alle billeder undervejs er lige rare at være vidne til. Uden at sige for meget har filmen dog en fornuftig slutning og man føler sig hverken skuffet eller udeladt, men lige tilpas. Det kan ikke understreges tydeligt nok at filmen burde blive set af alle typer, selvfølgelig lidt mere påpasseligt for ekstreme dyreelskere. Skal man derfor nyde en filmperle der kan smelte ens hjerte, sætte tankeapparatet i gang og forbløffe med nogle flotte naturbilleder så er "Pigen og Ræven" en uundværelig biograftur!