Filmanmeldelse af Mænd der hader kvinder
Mænd der hader kvinder (BIO)
Den svenske bestseller er blevet til en svensk storfilm og forventningerne indfries til stor tilfredshed for såvel kendere som ikke-kendere!
Den svenske forfatter Stieg Larsson er forfatteren bag bogtrilogien "Millenium" som nu altså har påbegyndt sin rejse ind i filmverdenen med filmatiseringen af denne første i serien; "Mænd der hader kvinder".
Lad det først være sagt at der i forhold til filmens art altid vil være to publikummer. Dem der har læst bogen og dem der måske ikke engang ved det er en bog! Undertegnede har ikke læst bogen, men har været i kontakt med folk der har og stemningen er for begge parter entydig; det er en utrolig vellykket film! Så er det sagt, og sådan er det så fantastisk for film der er baseret på netop bøger eller andet materiale; det er klart det største kompliment at begge typer publikum forlader biografen med et smil på læberne.
Lad os så derudover klargøre at forventningerne til en film som denne har været skyhøje siden det første ord slap ud om at bogen skulle blive til levende billeder. Og som folk snakker sammen iblandt sig vil dem der ikke kender bogen automatisk også begynde at stille nogle forventninger til filmen siden handlingen i bogen er så god som mange mener den er. Således er den store byrde udelukkende på de filmfolk der nu har til opgave at transformere en skreven handling til en levende handling.
"Mænd der hader kvinder" er således en historie om et mysterie der tager klart afsæt i krimi-genren. Der er ikke noget umiddelbart nytænkende over den type historie vi er tilskuere til, men det er helt klart fra starten at de første par minutter skal bides mærke i fordi det er deri at vi finder hele årsagen til at der er en historie at fortælle. Det er allerede fremragende tænkt og det giver også publikum et afsæt til nysgerrigheden for filmens videre udvikling.
Mange forskellige perspektiver kommer i spil. Vores to hovedfigurer kender ikke hinanden i starten; Mikael Blomkvist er redaktør for det skrantende magasin "Millenium" og hans fremtid ligger i øjeblikket bag en fængselsmur på grund af en artikelserie han har bragt der anklager industrialisten Hans-Erik Wennerström for ulovlige metoder; Wennerström anklager så "Millenium" for at føre falsk anklage og den sag taber Blomkvist.
Lisbeth Salander er den anden hovedperson. En punker/Emo pige der har været et langtids offer for autoriteters inkompetence såvel som for et liv præget af ubekvemmelige omstændigheder. Hun beskriver sig selv som 24 år gammel og skal stå til ansvar for en af det offentlige pålagt værge. Hendes umiddelbart første, som var god mod hende, er ikke længere i stand til at have hende og hun bliver derfor overført til advokat Nils Bjurman. Bjurmans adfærd overfor hende viser sig dog hurtigt at være modbydelig. Salander bliver både afpresset og tvunget til seksuelle ydelser for ikke at advokaten skal indberette hende som yderligere besværlig for dem som har anbragt hende hos ham.
Som historien udvikler sig hyres den nu dømte Mikael Blomkvist af en pensioneret CEO, Henrik Vanger, for et stort forretningsdynasti, Vangerkoncernen, til at efterforske et over 40 år gammelt mord. Mordet på Vangers dengang 16-årige niece, Harriet, og det ligger allerede klart for den gamle Hr. Vanger at morderen er at finde imellem den stridende forretningsfamilie som bor på samme ø, der på morddagen var afspærret fra omverdenen grundet et trafikuheld på den eneste bro til fastlandet. Et klassisk locked-room krimi scenarie som vi kender fra Sherlock Holmes, Miss Marple og andre store krimiheltes beretninger, om at morderen skal findes blandt de tilstedeværende i rummet, her erstattet af en ø, udfolder sig. Hen over efterforskningen kommer Blomkvist ind over emner som nazisme, religion og seriemord. For pludselig dukker en række lignende sager frem af arkivernes mørke og de synes alle sammen at have forbindelse til Harriet. Lisbeth Salander, som er en dygtig hacker, er personen som for sin arbejdsgiver har overvåget Blomkvists arbejde og nu beslutter sig for at hjælpe ham i den uopklarede mordsag.
Filmen er en gennemtænkt krimi fra start til slut og man bemærker slet ikke tiden gå. Det er en fantastisk udfoldelse som man kan tyde har krævet et stort overblik hos forfatteren og når så endelig mysteriet synes at være opklaret, kommer det sidste twist på der lige danner en tydelig forskel mellem en almen krimifilm og "Mænd der hader kvinder" og gør den til en storfilm af den gennemtænkte af slagsen.
Det lader sig også fortælle at filmen er utrolig tro mod handlingen i bogen og det må siges at være en vellykket eksekvering fra den danske instruktør, Niels Arden Oplevs, side.
Til sluttende og sidst skal det dog lige siges at filmen undervejs er præget af voldsomme scener. Ikke mindst bliver der ikke lagt skjul på særlig meget visuelt når det kommer til de enkelte mordofre, men særligt advokaten Bjurman står for en utrolig klam, og derfor desværre vellykket, voldtægtsscene der har spor af sadisme. Derfor ville det nok frarådes folk med sarte maver at se filmen, for den er barsk, men man må alligevel næsten ikke snyde sig selv for denne svenske filmperle! En sværvogter for svensk filmindustri dog med et glat lag af danskhed i form at den danske instruktør! Filmen er helt igennem vellykket!
Fakta om filmen
International title
Män som hatar kvinnor
Premiere:
27. februar 2009
Genre
Drama, Thriller
Produktionsland
Sverige
Spilletid: 152 minutter
Officielt website
Credits
Instruktion
Niels Arden Oplev
Skuespillere
Michael Nyqvist, Noomi Rapace, Lena Endre, Sven-Bertil Taube, Peter Haber, Ingvar Hirdwall
Manuskript
Rasmus Heisterberg, Nikolaj Arcel, Stieg Larsson
Produktion
Danish Filminstitute
Bedømmelsen

Filmen blev anmeldt af David Jim Denta Louw, d. 24. februar 2009.








