Filmanmeldelse af I am Legend

I am Legend (BIO)

Will Smith er muligvis det sidste menneske på jorden, men bestemt ikke det sidste væsen.

Robert Neville er forsker hos det amerikanske militær, da en menneskeskabt virus bryder ud i New York og snart lægger hele verdenen øde. En meget lille procentdel af hele jordens befolkning er immune overfor virussen, men resten af befolkningen muterer snart til vampyr-lignende monstre, og der går ikke længe før de overlevende mennesker bliver de jagtede i kampen om overlevelse. Tre år senere er Neville stadig i leve og i gang med at finde en kur mod virussen, da han selv mener, at han bærer rundt på skylden for udbruddet. Men hvordan kan et menneske overleve i tre år uden nogen form for kontakt med andre mennesker og hvordan kan man undgå at blive sindssyg, specielt når man bliver jagtet af vampyrer hver evig eneste nat?

I Am Legend er lavet over en bog af samme titel fra 1950’erne skrevet af Richard Matheson, og selvom den ikke følger hele historiens udvikling, så har Francis Lawrence instrueret filmen grundigt efter den originale bog. Der er ikke meget dialog at komme efter, da Nevilles eneste kontakt med andre væsner er hans hund Sam. Til gengæld formår Lawrence at skabe et sympatisk og elskværdigt bånd imellem Neville og hunden, og Sam bliver nærmest et billede på et andet menneske. Dette er også nødvendigt, da meget af filmen foregår med at følge Neville i New York, der har gennemgået en fantastisk transformation, og herefter ligger øde med planter og træer der vokser op igennem vejene. Det er også begrænset, hvor meget handling man kan proppe ind i filmen, da Neville lever i en fast rutine. Det er det samme dag efter dag, men på den anden side er dette også meget charmerende og fængende. Det er fascinerende at se en mand, der efter tre år stadig nærer håb om, at han kan genoplive menneskeheden og redde dem fra at leve et intetsigende liv som vampyr.

Meget af denne fascination skyldes Will Smith. En film der hovedsageligt kun består af én skuespiller kræver sin mand, og det må siges, at Smith bestemt er den rette mand. Han leverer en præstation der både får folk til at sidde og heppe på ham, når han skal jagte vampyrer, men som også får folk til at mærke håbløsheden, når han må opgive en forskningsopgave, han har brugt flere måneder på, eller når han begynder at blive trængt op i en krog af en vampyr-leder der begynder at vise menneskelige tegn på hævngerrighed overfor Nevilles person.

Selvom filmen har et unikt og spændende grundlag og en imponerende hovedrolle-præstation af Will Smith, så bliver den desværre ikke bedre end som så. Det er som om Francis Lawrence ikke helt har vidst, om han skulle levere en gyser eller et drama. Det bliver derimod en blanding af begge, hvilket uheldigvis ikke tager sig alt for godt. Dette bliver cementeret i slutningen, hvor filmen slet ikke forbliver tro mod sig selv. Det er virkelig en skam, for selve stemningen i starten af filmen og ikke mindst det utrolige miljø i New York, som faktisk blev lukket ned visse steder til denne films optagelser, er direkte fantastiske. Hvis den kvalitet havde kørt igennem hele filmen, var det blevet en af årets største film. Nu bliver det derimod en film, som har en af de mest lovende starter, men som viser, hvordan man kan ødelægge næsten en hel film med en dårlig og utilgivelig slutning.