Filmanmeldelse af Freedomland

Freedomland (BIO)

Freedomland er en mærkelig størrelse og man når aldrig helt at finde ud af hvad det helt præcis er for en slags film man ser, før den slutter.

Den starter ellers ganske lovende: En fortvivlet kvinde vakler ind på en skadestue med hænderne smurt ind i blod. Hun fortæller at hendes bil er blevet frastjålet hende, da hun kørte igennem et fattigt ghetto-kvarter. Det er dog ikke det værste; hendes fire-årige søn lå og sov på bagsædet da tyven snuppede bilen. Nu går jagten ind på at finde denne tyv og ikke mindst den lille kidnappede dreng. Eftersøgningen ledes an af Lorenzo Council (Samuel L. Jackson), der kender kvarteret og alle dets indbyggere som sin egen bukselomme. Han får samtidig ansvaret for moderen, hvis forklaring han (af stort set uvisse årsager) dog ikke helt stoler på.

Efter denne hektiske start begynder filmen stille og roligt at blive mere og mere kedelig idet den fremskrider stadigt langsommere og når tempoet endelig bliver skruet en smule op til sidst er det alt for sent. Dét, der skulle have været det store klimaks ender med at føles stort set ligegyldigt fordi filmen bogstaveligt talt har snakket sig selv ihjel. Samtidig forsøger Freedomland uden det store held at implementere et subplot omhandlende urolighederne i ghetto-området efter den hvide kvindes stereotype beskyldninger om at ”en sort mand gjorde det”. Historien om den kidnappede dreng og disse uroligheder kommer aldrig til at hænge ordentligt sammen og ofte sidder man med en følelse af at man er i gang med at se to forskellige film, når der skiftes scene. Det virker som et febrilsk forsøg på at sende et budskab for budskabets skyld, selvom det på ingen måde er til gavn for hverken filmen eller budskabet; det bliver et mislykket forsøg på at sætte sig mellem to stole.

Freedomlands rolleliste fejler ellers ikke noget med Samuel L. Jackson, Julianne Moore og Edie Falco i fremtrædende roller. Samuel L. Jackson spiller rollen som den hårde politimand med dybt kendskab til ghettoen og hele omgangstonen deri. Man kommer dog aldrig rigtig ind under huden på hans karakter, hvis handlinger ofte virker umotiverede og ugennemskuelige. Det skyldes dog i lige så høj grad manuskriptet, som det gør Jacksons skuespil, der må betegnes som på det jævne. Moores præstation lider under det samme: Hun gør det rent faktisk fremragende med det materiale hun har at arbejde med som den fortvivlede og til tider småpsykotiske mor, hvis barn er blevet kidnappet, men når hun gentagende gange bryder grædende sammen uden grund bliver karakteren svær at holde af. Edie Falcos indtræden på scenen giver med det samme hele filmen et løft: her er en figur, der virker naturlig og troværdig, hvilket på mange måder redder den resterende del af handlingen.

Freedomland bliver aldrig til det store, kontroversielle drama, det så gerne ville. I stedet bliver det en tand- og genreløs film med en historie og personer, der har svært ved at fænge. Fans af bogen, som filmen er bygget over, vil dog givetvis kunne finde glæde ved filmen med det større indblik i karakterernes tanker og deraffølgende handlinger dette kendskab giver.