Filmanmeldelse af Et Juleeventyr

Et Juleeventyr (BIO)

Ikke Charles Dickens, men en historie om en dysfunktionel fransk familie der på "godt" og ondt samles i juletiden! Alligevel er det ikke bare lige ud ad landevejen!

150 minutter viser sig at være lang tid for, hvad der ligner et gennemsnitsdrama! Vores historie i "Et Juleeventyr", med den franske originaltitel "Un Conte de Nöel", tager sin begyndelse med et dukke/skyggespil der viser en meget kunstnerisk side af den franske instruktør Arnaud Desplechin og selvfølgelig også eksperimentalsk da han i stedet blot kunne have fortalt starten med rigtige personer i billedet! Idéen med skyggespillet er dog langt mere interessant for tilskueren; det er jo alternativt!

Skyggespillet fortæller os den tidlige version af familien Vuillard som havde et lille spædbarn ved navn Joseph som fik konstateret en sjælden sygdom der krævede en knoglemarvstransplantation. Ingen i familien havde dog generne der passede til så forældrene fik et nyt barn, Henri, der dog heller ikke passede. Joseph døde efterfølgende og det fjerde barn blev født, og næsten med det, også mindet om lille Joseph. Familiens dysfunktion tager fart mange år senere, hvor at storesøsteren Elizabeth i retten med forældrene og familien må redde det sorte får, Henri, ud af en massiv gæld han har erhvervet sig ved at lede et teater. Elizabeths betingelse er dog, at hun aldrig mere vil se Henri for sine øjne på nogen måde, og på dette tidspunkt er filmen først "rigtigt" i gang.

Mindet om Joseph synes hele tiden at stå som lidt af en uhyggelig skygge sidelæns med denne families kvaler. Havde dette været et typisk amerikansk drama havde vi nok set familiemedlemmerne, især forældrene, hver især indirekte bebrejde børnene at de ikke kunne gøre noget for lille Joseph, eller omvendt, at børnene bebrejdede forældrene, for så havde vi haft vores lille drama-plot allerede udfærdiget. Stik imod al amerikansk filmfornuft er det dog ikke, hvad dette franske går ud på! Historien med Joseph kommer som en skarpere kontrast til det faktum at filmen langsomt bygger sig op om det punkt der omhandler at moderen Junon, mesterligt spillet af den rutinerede franske skuespillerinde Catherine Deneuve, bliver ramt af en meget sjælden sygdom der også kræver en speciel knoglemarvstransplantation. Spørgsmålet er så bare om der findes donorer i familien og om de i så fald er villige til at donere, hvilket undertegnede personligt synes er et lidt underligt spørgsmål.

Ikke så underligt alligevel når først vi kommer op omkring filmens højtid og højdepunkt; Julen! Manuskriptet mader skuespillerne med skarpe replikker som f. eks når den fejlende søn Henri sidder med sin mor alene ude i familiehusets have og dialogen lyder:

Henri: Jeg har jo aldrig elsket dig!
Junon: I lige måde!

Og det hele foregår med et sagte smil på læberne, et meget mystisk stilbrud i et pseudo-komisk perspektiv.

Men det rent faktuelle kan altid overlades til diverse resumeer og andet man selv er i stand til at skaffe og finde rundt omkring, nu videre til selve anmeldelsen af filmen;

Det er som undertegnede forklarer i toppen af denne tekst; 150 minutter er lang tid for ethvert drama, medmindre der er en gribende fortælling der nærmest fængsler én til biografsæddet. Så langt ville man nok ikke gå i forhold til denne film. Det er næsten en lille skam at man bliver nødt til at smugkigge lidt i pressematerialet bagefter for rigtigt at fange noget forståelse af selve handlingen, det kan også bare være undertegnede der ikke forstod den helt korrekt.

Det er dog som der skrevet står, og så man dog også formår at opfange undervejs i filmen, en alternativ behandling af netop det som film-julen i dramaer som regel står for; Familieopgør og brud med båndende. Sagt på en anden måde: Orden-kaos-orden, lidt ligesom en novellestil. Vi møder en familie op imod en højtid, julen, der paradoksalt nok netop står for at familier skal samles i hinandens skød for at hygge sig og knytte stærkere bånd, men hvor at selve konflikten så opstår i den typiske "fortid til nutid" model, hvor at skeletterne kommer ud af skabet og lige oven midt i den tilberedte gås eller lignende på julebordet, hvorefter ét familiemedlem sporenstregs og i vrede rejser sig, knuser stemningen og efterlader sig dyb tavshed mens denne marcherer i kampgang ud af stuen!

I "Et Juleeventyr" er det ganske anderledes! Folkene bag lanceringen af filmen vil gerne have det til at stå som at instruktøren går stik imod sædvane og hiver alle skeletterne ud til at starte med så der faktisk ikke er nogen plott-twists men nærmere bare en skitsering og portrættering af den negative dynamik der foregår internt i denne familie. Men ærlig talt er det ganske svært overhovedet at få øje på, hvad der er skeletterne? Det er nemmere at pege på det faktum at familiemedlemmerne blot er de mennesker de er og så er det faktisk ikke rigtigt et drama, for så er det jo bare en portrættering af dynamikken i familien. Der går lang tid frem og tilbage, blandt andet med Elisabeth der går til psykolog for at finde frem til, hvorfor hun er så ked af det og ulykkelig, som om hun sørger over tabet af en elsket, men det kan ikke være Joseph, men hvem så? Ja, vi andre spørger os om det samme, og svaret synes aldrig helt at komme frem for dagen!

Der er lidt det problem med instruktørens forsøg på at trodse sædvaner og stil at det tømmer meget ud af filmen der ellers kunne have været spændende og overraskende, også selvom han jævnligt får skuespillernes roller til at bryde filmlærredets "fjerde væg" for at fortælle en bid af deres historie til publikum. Det havde givetvis nok bare været ganske almindeligt og nok også lidt kedeligt, men det havde måske næsten været at foretrække! Man sidder bare og venter på noget der ændrer filmens retning, men må se langt efter sådanne hændelser; de kommer simpelthen bare ikke!

I forhold til titlen havde undertegnede i hvert fald nok også forventet i hvert fald bare en LILLE reference til den verdensberømte historie af samme navn, der netop også udspiller sig op imod juletid! Noget ganske interessant og overraskende kunne jo f. eks havde været lille Josephs spøgelse der dukker frem på juledagen for netop at forsøge at samle denne spredte familie der bare hader hinanden på kryds og tværs, nogenlunde i stil med Jacob Marley der vender tilbage for at advare Ebenezer Scrooge mod hans egen uundgåelige skæbne, hvis ikke han omvender sig fra sin ondskabsfulde facon! Filmen har kunstnerisk nok endda opdelt sig selv i kapitler med navn og det hele, og oppe omkring julen kommer nemlig et kapitel der hedder: "Spøgelset" og så er det jo man begynder at skrue forventninger eller håb lidt i vejret. Men ak nej, intet "rigtigt" spøgelse!

Men her til sidst skal der dog alligevel falde noget positivt af! Skuespillet er ganske overbevisende og af de mere bemærkelsesværdige optrædener kan nævnes Catherine Deneuve(Junon), Jean-Paul Roussillon(Abel, patriarken), Mathieu Amalric(Henri) og Anne Cosigny(Elizabeth), men stor ros til hele ensemblet, værd at nævne også: Emile Berling(Paul, Elizabeths skizofrene teenagesøn).

Det er absolut heller ikke spildtid at gå ind og se denne film, på trods af ovennævnte kritik! Det er alligevel en ganske god oplevelse og lidt flot at en film alligevel kan levere den gode stemning i kroppen når man har forladt salen. Det vidner alligevel om en instruktør der måske ikke helt har opnået, hvad han ville, men i hvert fald har kunne sørge for at holde folk på plads under hele forestillingen! Man kan sagtens gå ind og se den, gerne folk i alle aldre, men vær beredt på at stille jer selv dette ene spørgsmål: "Hvis det meste af familien ikke bryder sig om hinanden på kryds og tværs, hvorfor samles de så sammen ved juletid?", blot en lille finurlighed!