Filmanmeldelse af Death Proof

Death Proof (BIO)

Gør klar til en ordentlig omgang vold og dødskørsel i Quentin Tarantinos spektakulære del af dobbeltfilmen Grindhouse.

Tre piger gør sig klar til at tage op i rige farmands hytte ved en sø for at feste og hygge. Inden da beslutter de sig for at holde fest på vejen på en rimelig snusket bar, hvor de møder liderlige fyre og en mystisk mand ved navn Stuntman Mike. Umiddelbart virker Stuntman Mike som en harmløs fyr, hvis det ikke lige var for et kæmpe ar i ansigtet samt hans gådefulde opførsel. Og nåh ja, så har han en bil der lyder som et vildt monster. Netop Stuntman Mike bliver en gennemgående faktor i denne film, der oser og syder af god gammeldags Tarantino-underholdning.

Quentin Tarantino og Robert Rodriguez har slået pjalterne sammen og lavet en hyldest til den såkaldte filmgenre ’grindhouse’. Film der var populære tilbage i 70’erne, men også berygtet for at være voldelige, frastødende og direkte grænseoverskridende i jagten på nye måder at vise vold, sex og mord på. Derfor kan det heller ikke komme som en overraskelse, at netop disse to mænd vælger denne genre at kaste sig over.

I Death Proof viser Tarantino atter engang hans unikke evne for at skabe lange, men geniale dialoger samt et talent for at skabe en helt perfekt stemning. For på trods af at filmens ramme er sat i vores tid, så er det stadig biler fra 70’erne der bliver kørt i, ligesom musikken og forskellige taleemner er fra denne tidsperiode. Heldigvis er alt dette i kyndige hænder, og Tarantino viser, at han er en mester indenfor sit fag. Gang på gang sidder man og griner helt hæmningsløst på trods af, at det der sker på den store skærm er mere voldeligt, end man ofte ser. Humoren er velkendt og grotesk, og blandet med typiske hentydninger til Tarantinos tidligere film (fx er ringetonen på en mobil i filmen lig den kendte fløjten fra Kill Bill), kan man ikke andet end at nyde filmen.

En af Tarantinos evner er også at vælge de helt rigtige skuespillere i hans film. Der er både kendte og mindre kendte skuespillere med i denne film, men fælles for alle er, at de gør et ganske godt job. Specielt Kurt Russell som Stuntman Mike er helt igennem fænomenal og i det hele taget er der ikke noget at klage over. Nogle af personerne falder dog en gang imellem ud, som fx Zoe Bell. Dette er dog ikke helt uden forklaring, da hun faktisk er stuntkvinde i virkeligheden og før har arbejdet med Tarantino. Derfor virker hun heller ikke helt så malplaceret, som hun kunne, og til sidst i filmen viser hun sig faktisk som ganske underholdende.

Der er noget specielt over Tarantinos film. Han har et talent for at skabe film, der ikke er direkte mainstream, men som alligevel går over i genren som kult-klassikere med det samme. Med denne film ændrer han bestemt ikke på dette, og endnu en gang beviser han, at han mestrer at skrive et manuskript til ren perfektion samtidig med, at det der bliver vist på skærmen lever op til samme kvalitet. Filmen er måske voldelig og til tider på grænsen til det groteske, men man kan ikke forvente andet, specielt ikke i denne dobbelt-film. Der er næsten ikke noget at sætte fingeren på ved denne film, og derfor fristes man også til at sige: Endnu en film af Tarantino, endnu en klassiker.