Filmanmeldelse af Basic Instinct 2

Basic Instinct 2 (BIO)

For 14 år siden forargede Sharon Stone mangt og meget i den famøse scene med de krydsende ben. Nu er hun tilbage i rollen som den snu femme fatale, Catherine Tramell.

Efter at have været involveret i en bilulykke, hvor en stor fodboldstjerne omkommer, bliver forfatterinden Catherine Tramell (Sharon Stone) sendt til psykiateren Michael Glass (David Morrissey) for at få vurderet sit mentale helbred. Glass kommer frem til den konklusion at hun er afhængig af at tage risici og dermed er til fare for både sig selv og sine omgivelser. Ikke desto mindre bliver Tramell, trods psykiaterens advarsel, sin udprægede mangel på følelsesmæssig reaktion over at en mand er død og hendes hasarderede kørsel i forbindelse med bilulykken, løsladt kort efter. Herefter opsøger hun selv samme dr. Glass, fordi hun angiveligt gerne vil have hjælp til at tackle de problemer, han i retslokalet fastslog hun led af. Herefter kan et stort drama, der både involverer en bunke mord, Glass’ ekskone (Indira Varma), en skribent på et sladderblad (Hugh Dancy), der tilmed har indledt et forhold med netop Glass’ ekskone og en – måske korrupt – betjent (David Thewlis) begynde at tage fart.

Det må i hvert fald være dét, der har været bagtanken med hele handlingen i Basic Instinct 2: et drama fyldt med spænding om, hvem der står bag de bestialske mord. Det lykkes dog bare aldrig at fange seerens interesse pga. de utallige løse tråde, der bliver spundet på livet løs, uden tanke på, hvor usandsynlig og plat historien i sidste ende kommer til at virke. I stedet ender Basic Instinct 2 med at være utrolig indholdsløs, hvor de mest interessante scener er dem, hvor Tramell forsøger at sno Glass om sin lillefinger, hvilket desværre siger mest om, hvor rodet resten af filmen er. Der eksisterer nemlig ingen kemi mellem Stone og Morrissey; man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet når Stone fyrer frække floskler af sted i en lind strøm, mens hun gnider sig op ad hvad hun end kan komme i nærheden af, mens Morrissey blot sidder med et tomt udtryk i ansigtet, som så han en ganske uinteressant film i fjernsynet (Basic Instinct 2, måske?). Det, der fungerede så godt i den første Basic Instinct virker altså med andre ord ikke i 2’eren: Dengang troede man virkelig på, at der var en helt bestemt magi mellem Tramell og Curran (Michael Douglas).

Det til trods kan Basic Instinct 2 dog ikke beskyldes for at kedelig. De vovede erotiske scener fylder endnu en gang en pæn del af filmen, om end i lidt mindre omfang i etteren. Der er dog sket meget på de 14 år, der er gået mellem udgivelsen af de to film, og hvad der i 1992 var opsigtsvækkende og nok til at gøre filmen kendt verden over kan ikke længere forårsage det vilde ramaskrig; lidt bar hud på det store lærred er ikke et særsyn mere. Dog er det imponerende at Sharon Stones 48 årige krop stadig kan levere varen i næsten samme omfang som i den første film.

Basic Instinct 2 er svær at anbefale, selv for fans af den første film, der trods alt heller ikke var i besiddelse af det dybeste plot, men til gengæld bød på bedre skuespil og mere chokerende scener. Det mest positive, der kan siges om 2’eren er at den er ganske flot filmet og at man ikke falder i søvn mens man ser den. Til gengæld er den utroligt svær at indleve sig i pga. den tynde og dybt latterlige handling, hvilket en erotisk og sensuel Sharon Stone ikke kan opveje – og da slet ikke, når man aldrig bliver overbevist om, at Tramell og Glass virkelig har noget kørende. Som med så mange andre efterfølgere til store succeser burde Basic Instinct 2 aldrig nogensinde være blevet lavet.