Filmanmeldelse af 1408

1408 (BIO)

Et hotelværelse med en grusom historie, der rummer alt fra makabre selvmord til underlige dødsfald. Hoteldirektøren levner dig ikke en chance for at overleve mere end højst en time i værelset! Ville du turde tjekke ind? Mike Enslin ville!

Mike (John Cusack) er nemlig en forfatter der lever af, at skrive historier om ”hjemsøgte” hoteller. Selv om hans bøger er populære blandt hans fans er han selv meget skeptisk over for spøgelser og genfærd, som han kategoriserer som den rene overtro. Han higer dog efter at opleve noget overnaturligt og det får han i den grad indfriet i værelse 1408 på Dolphin Hotel!

Da han en dag sidder og læser fanpost dukker et anonymt kort op fra hotellet. På kortet står der blot ”don’t enter 1408”. En opfordring Mike, som spøgelseshistorie-jager, naturligvis trodser, selv om hotellet ligger i New York, hvor Mike ellers skred fra konen og moderen til hans afdøde barn. Hotelpersonalet nægter i første omgang, at lade ham booke hotelværelset, men da han truer med en retssag må de give efter. I anden omgang prøver Hoteldirektøren Gerald Olin (Samuel L. Jackson) at tale Mike fra det, da han er overbevist om at det vil ende i et blodbad. Men på trods af eksklusiv cognac i bestikkelse og et helt arkiv af dødsfald relateret til 1408 vælger Mike at tjekke ind.
Umiddelbart et hotelværelse som alle andre, men inden længe bevæger Mike sig ud i et mentalt krydstogt i sit sinds dystre og melankolske afkroge. Mike er alene med sin båndoptager, den fine cognac og sit behov for at ræsonnere sig ud af situationen og overladt til et værelse, der lader til at være ren ondskab. Hvordan ondskaben udmønter sig vil jeg ikke afsløre, men jeg kan afsløre at filmen bevæger sig mellem flere subgysergenrer. Chokeffekterne er der, men i lige så høj grad er det en klaustrofobisk psykothriller.

John Cusack skal nærmest bære filmen alene og det gør han sådan set ganske udmærket. Filmen drukner ind i mellem i larm og det kan være svært at skelne virkelighed fra mareridt. Det er som om instruktøren Mikael Håfström ønsker, at fortælle en historie i flere lag, men til slut er der for mange løse ender til man føler man har en fuldendt symfoni af sammenvævede historier.

Det er endnu en film baseret på en Stephen King-novelle, der virker som om den har været svær at overføre til det store lærred, men alligevel en af de bedre gysere udover Saw-filmene i længere tid.